Interview med Kamala Harris og Tim Walz vil blive vist på CNN natten til fredag dansk tid.

Kamala Harris er blevet beskyldt for at undgå interviews. Nu skal hun grilles af CNN

Den demokratiske præsidentkandidat, vicepræsident Kamala Harris, og hendes vicepræsidentkandidat, Tim Walz, giver deres første større interview natten til fredag dansk tid på CNN.  Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Den demokratiske præsidentkandidat, vicepræsident Kamala Harris, og hendes vicepræsidentkandidat, Tim Walz, giver deres første større interview natten til fredag dansk tid på CNN. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, og vicepræsidentkandidat Tim Walz vil deltage i et interview på CNN torsdag, skriver CNN selv. Interviewet vil blive sendt torsdag klokken 21 lokal tid, hvilket svarer til fredag klokken 03.00 dansk tid.

Det bliver første gang vicepræsident Kamala Harris deltager i et længere tv-interview, siden Joe Biden meddelte, at han alligevel ikke ville være partiets kandidat ved præsidentvalget 5. november. Det meddelte han 21. juli, hvor han samtidig gav sin opbakning til, at vicepræsident Kamala Harris skulle vælges som partiets kandidat. Harris accepterede officielt Demokraternes nominering under partiets konvent i Chicago torsdag aften lokal tid.

Republikanske politikere har flere gange været ude med riven efter Harris og beskyldt hende for at have undgået interviews, siden Biden droppede sit kandidatur. Den nuværende amerikanske vicepræsident har indtil videre holdt sig til at besvare få spørgsmål fra journalister ved kampagnearrangementer og i forbindelse med flyvninger med Air Force One, skriver nyhedsbureauet Reuters. Harris har ligeledes endnu til gode at holde sin første pressekonference, efter at hun har accepteret Demokraternes nominering.

Donald Trump, der er Republikanernes præsidentkandidat, og Kamala Harris tørner efter planen sammen ved en tv-debat 10. september lokal tid. Det er første gang, at de to mødes i en tv-debat, og den vil finde sted på fjernsynskanalen ABC News. I øjeblikket er de sidste detaljer i forbindelse med debatten ved at falde på plads.

Det var netop en katastrofal tv-debat 27. juni mellem Biden og Trump, som især var med til at få støtten i partiet til 81-årige Biden til at smuldre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her