Artiklen er opdateret kl. 21.00.
Hvis republikaneren Donald Trump vinder præsidentvalget i USA i november, vil han udpege Tesla-stifteren Elon Musk til at stå i spidsen for en kommission, der skal øge effektiviseringen i statsapparatet. Musk har ifølge Trump sagt ja til at være chef for en sådan kommission, skriver Reuters.
Det var rigmandens egen idé at »skabe en effektiviseringskommission for regeringen, som har til opgave at foretage en komplet revision af finanser og resultater i hele den føderale regering«, siger Trump. Han talte torsdag i New York, hvor han fremlagde nogle af sine planer på det økonomiske område.
I en podcast, der blev sendt 19. august, sagde Elon Musk, at han har talt med den republikanske ekspræsident om sagen, og at han vil være interesseret i at stå i spidsen for en sådan kommission.
Torsdag skriver Musk på det sociale medie X, som han ejer størstedelen af:
»Jeg ser frem til at tjene Amerika, hvis muligheden byder sig. Det er ikke nødvendigt med løn, titel eller anerkendelse«.
Drastiske reformer
Planerne om at effektivisere USA’s statsapparat er noget, som Trump har talt med sine rådgivere om i de seneste uger, skriver Reuters. I talen i New York siger Trump videre, at hvis han bliver USA’s næste præsident, skal Musk gennemføre »drastiske« reformer.
Elon Musk, der er verdens rigeste mand med en anslået formue på 239 milliarder dollar, har gennem noget tid støttet Trump og opfordret sine følgere til at stemme på republikaneren. Siden han selv overtog Twitter i 2022, har han gennemført store nedskæringer i virksomheden bag det sociale medie, som han har omdøbt til X.
Elon Musk har åbent erklæret sin støtte til Donald Trump, som han interviewede på X i august, og opfordret hans mange følgere på platformen til at stemme på den tidligere præsident.
Meningsmålinger viser, at et flertal af de amerikanske vælgere mener, at Trump vil være bedre til at håndtere USA’s økonomi end hans demokratiske modkandidat, vicepræsident Kamala Harris. Men målingerne viser også, at Harris langsomt haler ind på ham på det punkt.
ritzau
fortsæt med at læse




























