FBI mener, at russiske bagmænd står bag falske bombetrusler mod uhyre afgørende svingstater, som tvang valgarrangører til at lukke valgsteder midlertidigt.

Bombetrusler afbrød valghandlingen i fem delstater - netop i de valgdistrikter, hvor demokraterne står stærkest

På tværs af fem svingstater har arrangører være nødsaget til at lukke valgsteder midlertidigt på grund af falske bombetrusler. FBI peger på russiske bagmænd. Foto: Samuel Corum/Ritzau Scanpix
På tværs af fem svingstater har arrangører være nødsaget til at lukke valgsteder midlertidigt på grund af falske bombetrusler. FBI peger på russiske bagmænd. Foto: Samuel Corum/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Falske bombetrusler har forstyrret valghandlingen i fem delstater, hvor valgsteder er blevet lukket i kortere eller længere tid. Bombetruslerne har i langt de fleste tilfælde ramt valgdistrikter, hvor demokraterne vandt stort over Donald Trump ved valget for fire år siden. Og de har alle ramt i svingstater, hvor det samlede resultat ifølge meningsmålingerne var så tæt, at nogle tusinde stemmer kan afgøre udfaldet.

De fleste bombetrusler mod Georgia, der for fire år siden blev afgjort med bare 12.000 stemmer til Joe Bidens fordel. I Fulton County, der omfatter hovedbyen Atlanta, vandt Joe Biden dog anderledes overbevisende med 73 procent mod 26 til Donald Trump. Fulton County har over en million indbyggere.

I Fulton County ramte bombetrusler 32 valgsteder, som blev tvunget til midlertidigt at lukke valgstedet ned. Nogle kortvarigt, andre i tre kvarter, skriver AP.

DeKalb County, Georgia, måtte suspendere valget på fem valgsteder, mens politiet undersøgte stederne, skriver de lokale myndigheder i en pressemeddelelse. Her fik Joe Biden 83 procent af stemmerne mod 16 til Donald Trump, viser den endelige optælling fra 2020.

Rusland under mistanke

Udover Georgia blev bombetruslerne rettet mod Michigan, Arizona, Wisconsin og Pennsylvania. I Chester County, et amt i Pennsylvania, var valgarrangører nødt til at lukke to valgsteder midlertidigt omkring klokken 2:40 dansk tid, da også de havde modtaget bombetrusler.

Josh Maxwell, republikansk formand for amtets valgkommission, skrev på X, at »truslerne ligner de bombetrusler, der er sendt til valgkontorer i hele Pennsylvania og USA«, og at en trussel mod Chester County Government Services Center forsinkede kommissionens valgarbejde med halvanden time.

Chester County blev i 2020 vundet komfortabelt af Joe Biden med 62,8 procent af stemmerne.

I Arizona blev bombetruslerne rettet mod fire valgsteder i Navajo County, som adskiller sig fra de øvrige ved, at Donald Trump vandt amtet for fire år siden.

Både FBI og Georgias valgansvarlige, Brad Raffensperger, skød først skylden på Rusland. En talsmand for Raffenbergers kontor trak dog senere i land.

»Kilden til truslerne bliver undersøgt«, skriver han i en mail til The New York Times. »Det er ubekræftet. Det ligner Rusland, men kan også være nogen, der udgiver sig for Rusland«.

Den russiske ambassade i Washington D.C. kalder de amerikanske beskyldninger for »ondsindet bagvaskelse«.

»Vi vil gerne understrege, at Rusland ikke har blandet sig og ikke blander sig i andre landes interne anliggender, heriblandt USA«, siger ambassaden i en udtalelse ifølge Reuters.

Mikkel Østrup-Jeppesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her