Eksplosionen af en Tesla foran et Donald Trump-hotel i Las Vegas onsdag var en isoleret hændelse, oplyser FBI. Dermed udelukkes enhver sammenhæng med påkørsel af menneskemængde i New Orleans.

FBI udelukker sammenhæng mellem bilangreb i New Orleans og Tesla-eksplosion i Las Vegas

En Tesla Cybertruck eksploderede nytårsdag foran Trump International Hotel i Las Vegas. Én person mistede livet. Foto: Alcides Antunes/Ritzau Scanpix
En Tesla Cybertruck eksploderede nytårsdag foran Trump International Hotel i Las Vegas. Én person mistede livet. Foto: Alcides Antunes/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 7.40.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, mener, at eksplosionen af en Tesla foran et Donald Trump-hotel i Las Vegas onsdag var en isoleret hændelse, oplyser Jeremy Schwartz, der er fungerende specialagent i FBI med ansvar for Las Vegas-kontoret ifølge CNN. Der er ingen yderligere fare for offentligheden, understreger Schwartz over for CNN.

Tidligere lød det ellers, at det blev efterforsket, om der er en sammenhæng mellem et formodet angreb i New Orleans og en Tesla-bils eksplosion i Las Vegas, siger USA’s præsident, Joe Biden, natten til torsdag dansk tid.

Mindst 15 personer er døde, efter at en Ford F-150-pickuptruck natten til onsdag 1. januar kørte ind i en menneskemængde i den amerikanske by New Orleans. Én person er desuden død, og flere er såret, efter at en Tesla-bil af typen Cybertruck onsdag eksploderede foran et af Donald Trumps hoteller i Las Vegas, Trump International Hotel.

»Vi holder øje med eksplosionen i en Cybertruck uden for Trump-hotellet i Las Vegas«, lød det fra Joe Biden.

»Politiet og efterforskningsholdet er ved at undersøge det – herunder om der er nogen mulig sammenhæng til angrebet i New Orleans«, tilføjede han.

Ifølge flere unavngivne kilder i politiet blev de to køretøjer lejet på den samme biludlejningsapp, Turo, skriver det amerikanske medie ABC News. I forbindelse med det formodede angreb i New Orleans er der blevet fundet et Islamisk Stat-flag i bilen.

»FBI arbejder på at kunne fastslå den mistænktes mulige samarbejdspartnere og tilknytning til terrororganisationer«, sagde det amerikanske forbundspoliti, FBI, der efterforsker begge hændelser, tidligere på dagen i en udtalelse.

Musk lufter mulig sammenhæng

Præsident Joe Biden understregede dog også natten til torsdag dansk tid, at intet endnu kan bevise, om de to formodede angreb har en sammenhæng.

»FBI har fortalt mig, at den mistænkte blot nogle få timer før angrebet offentliggjorde billeder og videoer, der indikerer, at han var inspireret af Islamisk Stat. Han havde et ønske om at dræbe«, påpegede Biden.

Milliardæren Elon Musk, der ejer elbilselskabet Tesla, har også udtalt sig i kølvandet på eksplosionen i en af selskabets Cybertruck-biler.

»Det ser ud til at være en terrorhandling«, skriver han på det sociale medie X.

Her fremhæver han også, at køretøjet brugt i New Orleans og den eksploderede Cybertruck var blevet lejet på samme app.

»Måske er det på en måde kædet sammen«, skriver Elon Musk.

Musk har også skrevet på X, at eksplosionen var forårsaget af store mængder fyrværkeri. Formodningen er ifølge CNN, at en blanding af fyrværkeri og anden brændsel blev detoneret i bilen, men oplysningerne er ikke officielt bekræftet. En video fra området foran hotellet i Las Vegas viser dog, at Teslaen eksploderer, og at der ser ud til at være fyrværkeri i luften.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her