Tusindvis af strafnedsættelser giver Joe Biden præsidentrekord, kort inden han forlader posten.

Biden sætter straffen ned for 2.500 dømte kort før afgang

Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Joe Biden, nedsætter straffen for knap 2.500 mennesker, som er blevet dømt for ikke-voldelige narkorelaterede forbrydelser, skriver nyhedsbureauet AP.

Det giver Joe Biden præsidentrekorden for flest individuelle strafnedsættelser og benådninger.

»Dagens benådninger hjælper individer, som har fået lange domme baseret på en miskrediteret skelnen mellem crack (som ryges, red.) og kokain i pulverform samt forældede øgede straffe for narkokriminalitet«, siger han.

Afgående amerikanske præsidenter udsteder ofte både benådninger og strafnedsættelser i deres sidste tid som præsident. Biden har haft særdeles travlt, hvad angår den disciplin. Blandt andet omgjorde han i december straffen for 37 ud af 40 dødsdømte indsatte i landets føderale fængsler. De fik i stedet en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse.

Ligeledes i december tildelte han strafnedsættelser for omkring 1.500 personer, der under coronapandemien blev løsladt fra fængslet for at afsone i hjemmet. Derudover blev 39 personer, som var dømt for ikke-voldsrelaterede forbrydelser, benådet.

Hans mest omtalte benådning har imidlertid været af sønnen Hunter Biden, der stod foran straffe i to sager. Joe Biden havde inden benådningen flere gange insisteret på, at han ikke ville benåde sin søn. Men her foretog præsidenten en kovending, som han forklarede med, at der »gik politik i processen«, hvilket gik ud over hans søn.

Blandt andet på grund af de tidligere så kategoriske udmeldinger har Biden fået kritik for beslutningen. Benådningen var »fuld og ubetinget« og dermed ikke alene målrettet de omtalte straffesager.

Republikaneren Donald Trump tages 20. januar i ed som USA’s præsident, efter at han i november vandt præsidentvalget over demokraten Kamala Harris.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her