Ledende statsepidemiolog under coronapandemien, Anthony Fauci, har fået fjernet sin sikkerhedsbeskyttelse.

Trump ophæver sikkerhedsbeskyttelse for amerikansk virusekspert

Donald Trump (tv.) har længe været kritisk over for Anthony Fauci, der under coronapandemien var USA's statsepidemiolog. Fauci blev ansigtet på USA's coronahåndtering på samme måde, som Søren Brostrøm blev det i Danmark. Fauci blev forhåndsbenådet af Joe Biden i sidste uge som en beskyttelse mod eventuel uretmæssig retsforforfølgelse fra Trumps side. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Donald Trump (tv.) har længe været kritisk over for Anthony Fauci, der under coronapandemien var USA's statsepidemiolog. Fauci blev ansigtet på USA's coronahåndtering på samme måde, som Søren Brostrøm blev det i Danmark. Fauci blev forhåndsbenådet af Joe Biden i sidste uge som en beskyttelse mod eventuel uretmæssig retsforforfølgelse fra Trumps side. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Anthony Fauci, der under coronapandemien var USA’s ledende statsepidemiolog, vil ikke længere få sikkerhedsfolk stillet til rådighed af den amerikanske stat, siger USA’s præsident, Donald Trump, fredag, til journalister under et besøg i delstaten North Carolina:

»Selv om man har arbejdet for regeringen, kan man ikke få sikkerhedsbeskyttelse resten af livet«.

Fauci har flere gange modtaget dødstrusler for sin håndtering af pandemien. Trump har også fjernet det offentligt betalte sikkerhedsombud om John Bolton, der var USA’s nationale sikkerhedsrådgiver i lidt over et år af Trumps første præsidentperiode, og om sin egen tidligere udenrigsminister Mike Pompeo.

Under Trumps besøg i North Carolina spørger en journalist præsidenten, om han vil føle sig delvist ansvarlig, hvis der sker Fauci, Pompeo eller Bolton noget, når de ikke længere har statslige sikkerhedsfolk omkring sig.

»Nej. Det vil jeg bestemt ikke tage ansvar for. De har begge tjent en masse penge og kan ansætte deres egne sikkerhedsfolk. Jeg vil gerne give dem nogle telefonnumre på nogle dygtige sikkerhedsfolk«, svarer præsidenten.

Benådet af Biden

Ifølge New York Times blev virusekspertens sikkerhedsbeskyttelse ophævet torsdag. Siden har han ifølge mediet ansat sine egne sikkerhedsfolk.

Få timer inden, at den nu tidligere amerikanske præsident Joe Biden forlod Det Hvide Hus mandag, benådede han blandt andet Anthony Fauci. Det gjorde han for at beskytte den tidligere ledende statsepidemiolog mod mulig retsforfølgelse under Donald Trump, fremgik det af en pressemeddelelse.

John Bolton har ligesom Fauci været udsat for trusler på livet. USA anklagede i 2022 et medlem af Irans revolutionsgarde for at have planlagt at myrde den tidligere sikkerhedsrådgiver. Det amerikanske udenrigsministerium har udlovet en dusør på 20 millioner dollar – 142 millioner kroner – for oplysninger om den formodede iranske bagmand.

Amerikanske embedsmænd har også tidligere beskyldt Iran for at planlægge et attentat på Trump. Målet med attentatplanerne var ifølge embedsmændene at få hævn, efter at den iranske general Qassem Soleimani blev dræbt i et amerikansk droneangreb i 2020.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her