Det Demokratiske Parti har fundet en stemme i kampen mod Donald Trump.
Den taler Trump hårdt og kontant imod, og den gør det på en ny måde med en ætsende parodi, der udstiller Trumps selvros og fornærmelser og udfordrer den republikanske præsident med hans egne favoritvåben: Grænseoverskridende memes og viralitet, designet til at slå hul igennem mediemuren ind til amerikaneres feeds.
Stemmen tilhører Californiens guvernør, Gavin Newsom.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Newsoms sociale medie-team mest udsendte traditionelle nyheder om dagligdags fremskridt for Californien. Som demokratiske guvernører gør i andre delstater. Som republikanere også gjorde før Trump.
