Halloween-pynt hænger stadig i haverne i Washington D.C. Det giver god mening. For både republikanerne og demokraterne fortsætter gyset til tirsdag, hvor det skal afgøres, hvem der bliver borgmester i USA’s største by, New York, og hvem der bliver guvernør i delstaterne Virginia og New Jersey.
Disse valg vil få store konsekvenser. Vælgerne vil afsige den første store dom over Trumps anden periode, og demokraterne fører i meningsmålingerne. Vinder demokraterne alle tre valg, vil det blive set som et ordentligt hak i tuden på præsidenten og læst som et signal om, hvilken vej den politiske vind blæser frem mod midtvejsvalget om et år.




























