USA’s regering kalder ICE-skudepisode for selvforsvar, men guvernør og borgmester køber ikke forklaringen.

Tim Walz kalder regerings forklaring på skudepisode i USA for propaganda

ICE-betjente på stedet, hvor den 37-årige kvinde blev skudt. Foto: Tim Evans/Ritzau Scanpix
ICE-betjente på stedet, hvor den 37-årige kvinde blev skudt. Foto: Tim Evans/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske guvernør i delstaten Minnesota og tidligere vicepræsidentkandidat, Tim Walz, kalder den amerikanske regerings udlægning af en skudepisode i byen Minneapolis for ’propaganda’.

Det skriver han i et opslag på X.

Onsdag skød en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE en 37-årig kvinde under, hvad myndigheden beskriver som, en ’målrettet operation’ i området.

Ifølge ministeriet for indenrigssikkerhed begyndte demonstranter under operationen at blokere for ICE-betjentene med deres biler, hvorefter en af demonstranterne ’forsøgte at bruge sin bil som et våben’.

»En ICE-betjent, der frygtede for sit eget liv, sine kollegaers liv og offentlighedens sikkerhed, affyrede defensive skud«, skriver ministeriet i et opslag på X.

Men den forklaring køber Walz ikke.

»Jeg har set videoen. Jeg tror ikke på den propagandamaskine. Delstaten vil sørge for, at der er en omfattende, fair og hurtig efterforskning«, skriver han.

Heller ikke byens borgmester, Jacob Frey, giver meget for den forklaring, som han kalder for noget vrøvl (bullshit).

Ifølge The New York Times beskriver han skyderiet som ’en agent, der hensynsløst brugte magt, der resulterede i, at nogle døde - blev dræbt’.

Episoden har også fået USA’s præsident, Donald Trump, til tasterne.

I et opslag på X skriver han, at betjenten ’ser ud til at have skudt hende i selvforsvar’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her