Vicepræsident forklarer myndigheders tilbageholdelse af barn med, at faren løb væk under anspændt situation.

»Hvad skal de gøre?«: JD Vance er selv far til en femårig. Nu forsvarer han ICE-agenters tilbageholdelse af dreng

ICE-agenter har tilbageholdt en femårig dreng i Minneapolis under en razzia. Foto: Rachel James/Ritzau Scanpix
ICE-agenter har tilbageholdt en femårig dreng i Minneapolis under en razzia. Foto: Rachel James/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En femårig dreng er blandt de mange, som er blevet tilbageholdt i en stor indsats imod immigration i byen Minneapolis, bekræfter USA’s vicepræsident, J.D. Vance, ifølge AFP.

Som »far til en femårig« erkender Vance, at han selv var forbløffet over meldingen om drengens tilbageholdelse.

»Jeg tænkte: ’Åh min gud, det er forfærdeligt. Hvordan kunne vi anholde en femårig’«, spørger han, men siger, at han ændrede holdning, da han undersøgte sagen og fandt ud af, at drengens far løb fra føderale agenter.

»Jamen, hvad skal de gøre? Skal de lade et femårigt barn fryse ihjel?«, fortsætter vicepræsidenten.

Vance besøgte torsdag lokal tid Minneapolis i delstaten Minnesota, som er centrum for en anspændt situation omkring den amerikanske føderale regerings igangværende indsats mod immigration. Tusindvis af føderale agenter fra den føderale immigrationsmyndighed ICE er blevet sendt til delstaten, som politisk er demokratisk domineret.

Imens har der været demonstrationer mod indsatsen og myndigheders brug af peberspray, tåregas og andre former for magtanvendelse.

Vance: Demonstrér fredeligt

Vance forsvarer ICE og opfordrer til fredelige demonstrationer.

»Ja, demonstrér. Demonstrér mod mig. Demonstrér mod vores immigrationspolitik, men gør det fredeligt«, siger han.

Den seneste vrede fra kritikerne af Vance omhandler, at den femårige dreng og hans far er blevet anholdt. Den femårige er ifølge lokale skolemyndigheder et af mindst fire børn, som er blevet anholdt i samme skoledistrikt, skriver lokale medier.

Drengen og hans far bliver nu tilbageholdt i San Antonio i Texas af føderale myndigheder, bekræfter familiens advokat, Marc Prokosch, til The Washington Post.

Prokosch siger, at de ikke er amerikanske statsborgere, men følger den lovlige asylproces. Han afviser dog ifølge CNN at uddybe, hvad status er på deres asylansøgning.

Minnesota er ofte blevet beskrevet som en sanctuary city – et slags fristed for immigranter – hvilket betyder, at lokale myndigheder begrænser deres samarbejde med føderale immigrationsmyndigheder.

Vance mener, at det er en forfejlet tilgang:

»Det manglende samarbejde med delstatslige og lokale embedsmænd gør det sværere for os at gøre vores arbejde og øger konfliktniveauet«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her