Tallene 86 47 viser, at Comey havde til hensigt at skade præsident Trump, mener USA’s justitsministerium.

Tidligere FBI-chefs muslingefoto vurderes til at være en trussel mod Trump

Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tidligere chef for det amerikanske forbundspoliti FBI James Comey tiltales for at have truet USA’s præsident, Donald Trump, på livet. Det fremgår af anklageskriftet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Personer med kendskab til efterforskningen sagde tidligere tirsdag til The New York Times, at sagen handler om et opslag, som Comey lagde på det sociale medie Instagram sidste år. Det er angiveligt et foto fra en strand i North Carolina, hvor Comey holdt ferie sammen med sin kone.

På billedet er nogle muslingeskaller lagt på en måde, så de danner tallene ’86’ og ’47’. Tallet ’86’ bruges som slang for at fjerne en person - og ’47’ skal henvise til Donald Trump, der er USA’s 47. præsident, skriver New York Times. I anklageskriftet lyder det, at en »fornuftig person« vil tolke opslaget med tallene som en hensigt om at skade præsident Trump.

Samme opfattelse havde Donald Trumps søn Donald Trump Jr., der sidste år lagde et opslag op på X, hvor han skrev:

»Bare James Comey, der afslappet opfordrer til, at min far bliver myrdet«.

Comey slettede opslaget efter få timer. Han har tidligere sagt, at han ikke var klar over, at de tal kunne knyttes til nogen form for vold.

Det er anden gang, at USA’s justitsministerium under Trumps embedsperiode rejser en sag mod Comey. Første gang var i september, men her blev sagen afvist af en føderal dommer.

Comey er en kendt kritiker af præsident Trump.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her