Den tidligere amerikanske præsident Joe Biden har tirsdag lagt sag an mod USA’s justitsministerium.
Det sker ifølge nyhedsbureauet Reuters i et forsøg på at forhindre offentliggørelsen af lydoptagelser og udskrifter af private samtaler, der fandt sted i forbindelse med tilblivelsen af en erindringsbog, der udkom i 2017.
Søgsmålet er blevet indgivet ved en føderal domstol i forbundshovedstaden Washington D.C.
Justitsministeriet havde ifølge Reuters planlagt at udlevere materialet til retsudvalget i Repræsentanternes Hus og den konservative tænketank Heritage Foundation mandag den 15. juni.
Tænketanken har anmodet om at få udleveret optagelser og udskrifter, efter at den særlige anklager Robert Hur brugte materialet som en del af en undersøgelse i 2023.
Undersøgelsen omhandlede klassificerede dokumenter, der var blevet fundet i Bidens private boliger fra hans tid som vicepræsident.
Robert Hur udgav i forlængelse af undersøgelsen en rapport, der skabte røre, da den beskrev Biden ’som en sympatisk, velmenende ældre mand med dårlig hukommelse’.
Hur vurderede desuden, at der ikke var grundlag for at rejse en straffesag mod den daværende præsident.
Joe Biden var vicepræsident i USA fra 2009 til 2017, mens han var landets præsident fra 2021 til 2025.
I Bidens søgsmål hævdes det, at justitsministeriet med henvisning til en undtagelse i den amerikanske offentlighedslov oprindeligt havde kæmpet imod at give Heritages Foundations indsigt i materialet.
Ministeriets indstilling til udleveringen af materialet ændrede sig ifølge søgsmålet, efter at USA’s nuværende præsident, Donald Trump, i begyndelsen af 2025 blev taget i ed.
Biden har bedt den føderale domstol om at udstede et permanent forbud mod, at materialet udleveres.
Optagelserne, der var en del af skriveprocessen til erindringsbogen ’Promise Me, Dad: A Year of Hope, Hardship and Purpose’ fra 2017, fandt sted i Bidens private bolig.
Bogen beskriver blandt andet Bidens overvejelser om at stille op til præsidentvalget, mens hans ældste søn, Beau Biden, var syg og mistede livet til en kræftsygdom.
Biden droppede mindre end fire måneder før præsidentvalget i november 2024 at genopstille til posten. Det skete, efter at flere havde stillet spørgsmål ved hans egnethed til jobbet.
ritzau
fortsæt med at læse




























