Der er proppet med mennesker på fortovene i hovedgaden M Street i Washingtons fashionable Georgetown-kvarter, hvor efterårssolen står lavt, og sommerudsalget synger på sidste vers.
Langt de fleste af de handlende, der går tungt lastet med poser fra Diesel, Banana Republic eller andre af gadens kendte mærkevarebutikker, er hvide. Selv om flertallet af indbyggerne i Washington faktisk er sorte, gælder det kun fire procent af indbyggerne i Georgetown, hvor huslejen for en toværelseslejlighed ofte ligger over 25.000 kroner om måneden.




























