En gammel øse skramler ind til siden ved en af de mange politiafspærringer, der har lukket store dele af Dallas centrum. En lille pige piler ud fra bagsædet, rækker to ispinde ind til betjentene i en af de patruljevogne, der oplyser aftenen i blå-røde blinklys, og får et lille klap på hovedet tilbage.
Borgerne i Dallas har på alle tænkelige måder udtrykt deres opbakning til byens politi, siden en sort mand torsdag skød og dræbte fem betjente, fordi han var »oprørt« over politiets drab på sorte borgere.




























