Er Donald Trump på vej?
Kommer han i dag?
Har I set ham?
Normalt er det journalisterne, der stiller spørgsmålene, men i Trump Tower er det omvendt.
Han er et fænomen, og han taler om alle de ting, almindelige mennesker bekymrer sig om
Turister og lokale strømmer hen for at udfritte den flok af fotografer og journalister, som har taget fast opstilling over for de gyldne elevatorer, som leder op til Trump-familiens kontorer og familiens tre etager store penthouselejlighed med udsigt over Central Park.
Men de eneste, der kommer ind og ud af elevatorerne, er bredskuldrede mænd i lange frakker med høresnegle i ørerne og lejlighedsvis en asiatisk udseende rengøringsmand.
Velkommen til New Yorks nyeste turistattraktion: Trump Tower.
Janet Albrecthsen og Michael Kroger er kommet helt fra Australien.
»Vi er kæmpe Trump-supportere. Så snart han havde vundet valget, besluttede vi at rejse over for at være med til indsættelsen«, fortæller Janet Albrechtsen, hvis forældre indvandrede fra Danmark, og som er kommentator på dagbladet The Australian.
Inden turen går til Washington, har de lagt vejen forbi New York for se den bygning, hvorfra Donald Trump siden 1983 har styret sit familiefirma. Det var også her, han optog realityserien ’Hyret eller fyret’ (’The Apprentice’), som var med til at gøre byggematadoren berømt i hele USA.
»Han er et fænomen, og han taler om alle de ting, almindelige mennesker bekymrer sig om« siger danskaustralieren og nævner indvandring som det første.
Den eneste fan fra D.C.
Trump Tower er på mange måder typisk Trump. Selv om hans navn står på facaden (i guldbogstaver, forstås), ejer han kun en mindre del af det. Resten er ejerlejligheder og kontorer. Og bygningen har fra begyndelsen været omgærdet af kontroverser, bl.a. fordi Trump tillod ødelæggelsen af kunstværker fra den foregående bygning, da højhuset blev bygget.
USA har brug for en stærk leder. Især i forhold til terror. Hvis man viser svaghed over for den første, kommer der 10 mere
Fransk turist
Øverste etage har nummer 68, selv om bygningen kun har 58 etager. Det skyldes, at det åbne atrium i gadeplan regnes for de første 10 etager. Det er også forklaringen på, at turisterne her – modsat de fleste andre skyskrabere i New York – kan spadsere ind og ud af bygningen. For at få lov at bygge ekstra højt skrev Trump under på, at atriumområdet skulle være åbent for offentligheden.
Derfor kan 39-årige Darby Morgan stille sig op foran de gyldne elevatorer og lade sig fotografere sammen med en veninde.
»Jeg bor i Washington, D.C., og støtter Trump«, siger hun.
Det er der ellers ikke mange i Washington, der gør?
»Nej, jeg tror, jeg er den eneste« griner hun.
Donald Trump taler om alle de ting, der optager hende: militæret, abort og behovet for en konservativ højesteret.
Han siger også nogle ret vilde ting om kvinder?
»Ja, nogle gange er han lidt langt ude, men det er en mindre ting. I øvrigt ansætter han masser af kvinder«, siger Darby Morgan.
USA har brug for en stærk leder
Fire franske gutter tager opstilling foran et skilt og tager en selfie.
»Hans sejr kan give et ordentligt boost til økonomien. Han er forretningsmand og ved, hvordan man styrer og motiverer andre«, siger Raphael G., der er 33 år og helst ikke vil have sit efternavn i avisen.
Så du var ikke chokeret, da han vandt?
»Nej. USA har brug for en stærk leder. Især i forhold til terror. Hvis man viser svaghed over for den første, kommer der 10 mere«.
Skal I også have en stærk leder i Frankrig, når I skal vælge præsident til maj?
»Hvis du mener Marine Le Pen, så nej. Hun er slet ikke så bredt funderet som Trump. Hun taler kun om indvandring«, siger Raphael G.
Netop Marine Le Pen blev forleden fotograferet i færd med at drikke kaffe i den café, der ligger i kælderetagen. Billedet gik verden rundt, men både Le Pens og Trumps folk understregede, at de to ikke havde mødtes.
»Men det er klart, at hun gerne vil ses her«, konstaterer de unge franskmænd.
Berømt rulletrappe
Rulletrappen i Trump Tower er berømt.
Det var her, Donald Trump kom ned for at erklære sig som præsidentkandidat i juni 2015.
Helt tilbage i år 2000 havde den amerikanske kulttegneserie ’The Simpsons’, forudset, at Trump en dag ville blive præsident og ødelægge landets økonomi. Og da Trump blev kandidat, tegnede folkene bag tegneserien scene, hvor Trump kommer ned ad rulletrappen - hvilket blev et viralt hit.
En etage oppe ligger en Starbucks-café, hvor de ventende journalister, de talrige sikkerhedsfolk og de politiske turister mødes i køen. Det er også her, man finder restauranten Trump Grill, hvor en 3-retters menu koster 28 dollars (198 kroner). I en anmeldelse for nylig skrev magasinet Vanity Fair: »Trump Grill er muligvis den værste restaurant i Amerika«; det fik den nyvalgte præsident til at kalde chefredaktøren talentløs.