Donald Trump tager nu det første skridt til at opfylde sit første og mest omdiskuterede valgløfte: at bygge en mur på USA's grænse til Mexico.
Senere i dag vil han ifølge flere medier udstede et dekret, der instruerer Department of Homeland Security - ministeriet for national sikkerhed - til at begynde konstruktionen og til at reparere det allerede eksisterende hegn, skriver tv-stationen CNN. Desuden skal grænsebemandingen øges med 5.000 personer.
I valgkampen præsenterede Donald Trump konstruktionen som ualmindelig enkel: »Jeg vil bygge en stor, stor mur på vores sydlige grænse, og jeg vil få Mexico til at betale for muren«.
Så enkel er virkeligheden naturligvis ikke, og der er fortsat en lang række forhindringer og uklarheder. Her er et overblik over, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved.
