For 21 år siden fik våbenlobbyen i USA stoppet forskning i skuddrab - og den står stadig stille

(Sy Bean/The Seattle Times via AP)
(Sy Bean/The Seattle Times via AP)
Lyt til artiklen

Den amerikanske våbendebat blusser op efter hvert masseskyderi. Også efter skyderiet i Las Vegas.

Fællesnævneren for debatten er, at de amerikanske politikere ikke lader til at vide, hvordan man forhindrer disse skyderier. Som den republikanske kongresmedlem Matt Bevin tweetede:

Den magtfulde våbenlobby, NRA formåede i 1996 at få lukket væsentlig forskning i sammenhængen mellem våben og dødsfald ned. Efter mere end 21 år er en stor del af forskningen stadig sat helt i stå.

»Vi ved stort set ingenting om, hvordan man forhindrer masseskyderier«, sagde forskeren Mark Rosenberg kort tid efter San Bernardino-skyderiet i 2015.

Han var i 90'erne leder for Center for Disease Control and Preventions (CDC) afdeling for våbenforskning. CDC er en gren af det amerikanske sundhedsministerium, som beskæftiger sig med folkesundheden.

Riffel-lobbyisterne lagde forskningen ned

I 1996 truede Republikanerne i Kongressen med at tage bevillingerne fra CDC.

Det skete, da våbenlobbyen The National Rifle Association (NRA) anklagede CDC for at gøre sig til fortaler for kraftig regulering af våbenloven. Resultatet blev, at CDC indstillede sin våbenforskning. Det standsede stort set alt forskning på området i USA.

Justitsministeriet finansierede 32 våben-relaterede videnskabelige studier fra 1993 til 1999, men ingen fra 2009 til 2012. Instituttet genoptog kortvarigt at prioritere forskningen i 2013 og 2014, efter massakren på Sandy Hook-skolen i 2012, men har ikke uddelt nogen bevillinger siden.

Forskere inden for området siger, at de undgår at bruge ordet »gevær« eller »skydevåben« i overskriften, når de ansøger om forskningsmidler, for så får de ingen midler tildelt.

Massakren i Las Vegas genåbner ulmende debat om våbenkontrol

Våbenlobbyen NRA fortsatte kampen mod CDC og kritiserer enhver type forskning inden for området,

Den ledende skikkelse fra NRA, Chis Cox, skrev i Politico i 2015:

»Det er ikke objektiv data, som fortalere for regulering af våben-loven eftersøger. De har allerede forudbestemt resultaterne af forskningen.« skriver han, og fortsætter:

»Den forskning, der fandt sted for offentlige midler i 90'erne var tydeligt partisk. CDC var helt tydeligt en stor tilhænger af våben-forbud og hældte millioner af dollars i 'forskning', der i virkeligheden var ren propaganda«

Eller som den tidligere leder af Kongressen, John Boehner, engang sagde om den manglende forskning fra Center for Disease Control.

»Våben er ikke en sygdom«.

Manden bag den omdiskuterede »Dickey«-lov kom på andre tanker, inden han døde

Jay Dickey, der var republikansk medlem af Kongressen i midten af 1990'erne, førte an i kampen for at få standset CDC's forskning inden for våbenrelateret vold.

Han fik vedtaget en kontroversiel lov, der forhindrede CDC i at »advokere for eller promovere mere våbenkontrol«.

The Dickey Admendment- som loven kaldes - er blevet stadfæstet af Kongressen hvert eneste år siden.

Jay Dickey og Mark Rosenberg, tidligere formand for CDC, var engang dødsfjender. Men senere blev de to mænd venner. Og Dickey, inden han døde tidligere på året, ændrede sin holdning til spørgsmålet.

Efter den fortsatte bølge af masseskyderier var han klar over, at man måtte gøre noget. Dickey sagde, at han havde ændret holdning: Våben-relateret vold burde undersøges af CDC. Han ønskede løsninger - også løsninger, der beskyttede retten til våben. Det kunne være muligt.

»Vi bør overlade våben-spørgsmålet til forskningen og tage det ud af den politiske debat«, sagde Dickey.

Kilder: Washington Post, Los Angeles Times, Huffington Post, Politico.

Sofie Clausen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her