På døren til den lille stue i newyorkerbydelen Queens hænger to klistermærker. Et billede af Jesus og det mærke, man får i USA, når man har stemt: »I voted«, står der.
30-årige Jay Rivera og hans mor, Lucy Rivera, sidder i deres stue klar til at se 10 håbefulde demokratiske præsidentkandidater debattere i tv. Det er anden aften i træk, at mange amerikanere sidder bænket ved fjernsynene. Aftenen før var det 10 andre demokratiske kandidater, der tørnede sammen i en livedebat fra Miami.
Denne uge er første gang, de historisk mange kandidater mødes. Dette er de 20 kandidaters første landsdækkende chance for at overbevise vælgerne om, at det netop er dem, der skal kæmpe for demokraterne mod Donald Trump til præsidentvalget 2020. Kandidaterne vil have, at demokratiske vælgere som Jay Rivera og hans 61-årige mor sætter kryds ved dem.
I fjernsynet her i Queens skælder kokken Gordan Ramsey ud. Lucy Rivera vil gerne nå at se, hvem der vinder aftenens ’Master Chef’, inden debatten begynder. Master Chef-deltagerne konkurrerer i disciplinen æblekage. Mere er på spil i demokraternes debatter.
