Millioner af borgere i den amerikanske delstat Louisiana gør sig klar til, at den tropiske storm Barry går i land lørdag middag dansk tid.
De seneste dage har det floreret med advarsler om, at stormen risikerer at tage ødelæggende regnskyl og oversvømmelser med sig ind over delstaten.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Myndighederne har gjort klar til at evakuere indbyggere, flyselskaber aflyser afgange, og dæmninger er blevet lukket rundt omkring i den sydlige delstat.
Foranstaltningerne er truffet, efter at USA's nationale orkancenter (NHC) vurderer, at stormen kan stige til orkanstyrke, når den buldrer ind over staten.
Nødretstilstand
Fredag eftermiddag dansk tid meddelte USA's præsident, at der blev indført nødretstilstand i staten.
Reuters skrev, at myndighederne frygter, at uvejret kan blive lige så kraftigt som orkanen Katrina, der ramte i 2005 og tog hårdt på Louisiana.
Flere byer som Plaquemines Parish, der ligger lavt i landet, risikerer at blive isoleret, når vejene omkring lukkes som nødforanstaltning.
Nogle af byens borgere har søgt ly i det offentlige kulturhus. Andre har taget turen længere ind i landet for at være hos venner og familie af frygt for det, som NHC har kaldt 'livstruende oversvømmelser'.
Bør ikke tage let på storm
Byen New Orleans er velforberedt. Det meddeler John Bel Edwards, der er guvernør i Louisiana, og han opfordrer borgere i staten til at være på vagt.
»Ingen bør tage let på denne storm, og jeg opfordrer alle til at holde sig informeret«, siger han på Twitter.
Myndighederne opfordrer borgerne til at holde sig fra gaderne.
Katrina er den mest ødelæggende i USA's historie. Mindst 1.200 mennesker omkom. De fleste af dem mistede livet i New Orleans i Louisiana.
ritzau
fortsæt med at læse




























