Siden 1999 er omkring 400.000 amerikanere døde af en overdosis på grund af opioider. Et nyt studie viser, at stater, der har legaliseret medicinsk cannabis, har reduceret antallet af døde.

Nyt amerikansk studie: Færre dødsfald som følge af opioid-overdoser i stater med legaliseret medicinsk cannabis

Opioidkrisen i USA slår flere og flere ihjel. At legalisere medicinsk cannabis kan måske forhindre tendensen.  Foto: George Frey/Ritzau Scanpix
Opioidkrisen i USA slår flere og flere ihjel. At legalisere medicinsk cannabis kan måske forhindre tendensen. Foto: George Frey/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Stater, der har legaliseret cannabis til medicinsk brug, har reduceret dødsfald i forbindelse med opioid-overdoser. Det viser et studie, der i denne uge blev publiceret i det akademiske tidsskrift Economic Inquiry. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Forskerne bag har sammenlignet antallet af dødsfald på grund af en opioid-overdosis før og efter legalisering af medicinsk cannabis i forskellige amerikanske stater. På baggrund af de tal fandt forskerne det, de selv betegner som en årsagssammenhæng af »en vis tyngde«, hvad angår sammenhængen mellem reduktionen af dødsfald forårsaget af opioider og legaliseringen.Studiet har især fokuseret på de såkaldte ’syntetiske opioider’, såsom fentanyl, der ifølge sundhedsmediet Medical Express er USA’s mest dødbringende medicin.

Forfatternes analyser viser, at antallet af dødsfald er faldet med 20-35 procent over de sidste to årtier i de stater, der har foretaget en legalisering af medicinsk cannabis.

»Som bekendt er opioidepidemien steget i de senere år. Det betyder, at det berører alle i USA. Men de stater, der har legaliseret medicinsk cannabis, er ikke så negativt påvirket som dem, der ikke har«, siger Nathan Chan, der er medforfatter til det nye studie, ifølge AP.

Ambulancefolk løb fra person til person: Flere end 70 fundet halvt bevidstløse efter en overdosis

47.600 døde i 2017

Han fortæller også, at det ikke nødvendigvis er legaliseringen i sig selv, der er skyld i reduktionen af dødsfald. Det er faktisk i de stater, hvor medicinsk cannabis kan købes på apoteker, den største reduktion har fundet sted. Forfatterne ved dog ikke med sikkerhed, hvad årsagssammenhængen skyldes. De foreslår dog, at det kan have noget at gøre med, at et stigende antal mennesker selvmedicinerer og dermed håndterer diverse smerter, såvel fysiske som psykiske, ved brug af cannabis – og derfor er det »mindre sandsynligt«, at de tager de meget vanedannende opioider.

Forfatterne bag studiet arbejder fortsat på at finde ud af, hvordan reduktionen af dødsfald præcist hænger sammen med legalisering af medicinsk cannabis. En hypotese går på, at legaliseringen forbedrer den respektive stats økonomiske aktivitet og frembringer andre effekter på kriminalitet, fængsling, beskæftigelse og langvarig sundhed. Alt sammen noget, der ifølge forfatterne kan være forbundet med opioid-overdoser.

Fra 1999-2017 er op mod 400.000 amerikanere døde på grund af en overdosis forårsaget af opioider. Alene i 2017 var dødstallet 47.600 ifølge Centers for Disease Control and Prevention. Samme år erklærede præsident Donald Trump den såkaldte opioidkrise for en ’national nødsituation’.

»Den bedste måde at forhindre narkotikamisbrug og overdosering er at forhindre folk i at misbruge narkotika i første omgang. Hvis de ikke starter, får de ikke et problem«, sagde Trump i en officiel udtalelse fra Det Hvide Hus.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her