I ly af rigsretssagen mod Trump angriber Sanders-støtter Joe Biden for at være korrupt blot to uger inden det første primærvalg.

Beskyldninger om korruption rammer Joe Biden i slutspurt

Joe Biden (tv) og Bernie Sanders er to af favoritterne ved demokraternes primærvalg, hvor der for alvor er skruet op for retorikken på det seneste. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Joe Biden (tv) og Bernie Sanders er to af favoritterne ved demokraternes primærvalg, hvor der for alvor er skruet op for retorikken på det seneste. Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I USA topper rigsretssagen mod Donald Trump den politiske dagsorden i en grad, så man næsten glemmer, at demokraterne er i gang med at finde den kandidat, der kan vælte præsidenten.​

Ikke desto mindre nærmer udskilningsløbet sig med kun to uger til den første afstemning i Iowa, og det har fået kandidaterne og ikke mindst deres tilhængere til at skrue op for retorikken.

Overblik: Her er alle de demokratiske udfordrere til Trump i 2020

Forleden gik de to venstreorienterede kandidater senatorerne Bernie Sanders og Elizabeth Warren i flæsket på hinanden på grund af en tidligere samtale mellem dem, om en kvinde overhovedet har en chance for at blive præsident i USA.

Og nu har Bernie Sanders måttet bede sine tilhængere om at opføre sig ordentligt efter et voldsomt angreb på tidligere vicepræsident Joe Biden fremsat af en Sanders-støtte i et debatindlæg i den britiske avis The Guardian.

Her anklager juraprofessor Zephyr Teachout Joe Biden for at have et »stort korruptionsproblem« og være i lommen på finansindustrien, de store forsikringskoncerner og olieselskaberne.

»’Middelklasse-Joe’ har perfektioneret kunsten at tage imod store donationer for efterfølgende at varetage sine virksomhedsdonorers interesser på bekostning af amerikanere fra middel-og arbejderklassen«, lød det blandt andet fra Zephyr Teachout i debatindlægget.

Her sammenlignede hun videre Joe Biden med Donald Trump og skrev, at han var en »svag kandidat« på grund af sine tætte forbindelser med industrien.

»Jeg ved godt, at det lyder skørt, men mange af de vælgere, som vi har brug for, uafhængige og folk, som måske vil blive hjemme, vil kigge på Biden og Trump og sige ’de er begge beskidte’ (korrupte, red.)«, skrev Zephyr Teachout videre.

Juraprofessoren er ikke en officiel del af Bernie Sanders’ kampagne, men ligesom mange andre eksperter og kommentatorer har hun valgt side til fordel for en af kandidaterne i feltet og støtter offentligt Sanders’ forsøg på at vinde demokraternes nominering.

Sanders: Stop dæmoniseringen

Joe Biden har da også anklaget Sanders’ kampagnefolk for at føre vælgerne bag lyset med de falske anklager. Og han har krævet en undskyldning fra Bernie Sanders, som selv har båret brænde til bålet ved at konstatere, at Joe Biden godt nok er »hæderlig« og hans »ven«, men at de to har stemt meget forskelligt, når det har handlet om at sikre et socialt sikkerhedsnet under den almindelige amerikaner.

Mandag kom Bernie Sanders dog med en appel til sine tilhængere om at droppe de hadefulde kommentarer og debattere på redelig vis, da han af CBS blev spurgt, om han støtter angrebene på Joe Biden.

»Nej, det gør jeg ikke«, lød svaret fra Sanders.

»Hvis man kender mig, så ved man, at jeg er tilhænger af en seriøs debat om disse spørgsmål. Vi skal ikke dæmonisere folk, som måske ikke er enige med os«, sagde han videre til CBS.

Sent i aftes dansk tid takkede Joe Biden så på Twitter Bernie Sanders for at have taget affære:

»Disse angreb hører ingen steder hjemme i primærvalgene. Lad os alle holde fokus på at sikre, at Donald Trump kun får en periode som præsident«, skrev Joe Biden.

Den midtersøgende Joe Biden står stærkt i arbejdskredse og menes at have gode muligheder for at vinde arbejderstemmerne i det såkaldte ’rustbælte’, som Trump vandt ved præsidentvalget i 2016, tilbage.

Han anses af mange som favorit til at vinde demokraternes nominering, men på dette tidligere tidspunkt af primærvalgkampen har meningsmålingerne det med at svinge meget fra måling til måling, og mange demokratiske vælgere har ovenikøbet endnu ikke taget stilling til, hvem der bør udfordre Donald Trump.

Timingen er katastrofal: Rigsretssagen mod Trump kan smadre demokraters præsidentdrømme

Og selv om Bernie Sanders nu har rakt hånden frem mod Joe Biden, vil korruptionsanklagerne næppe forsvinde.

På nettet bliver beskyldningerne flittigt holdt i live. Blandt andet af redaktøren på netmediet The Intercept Ryan Grimm:

Også den politiske kommentator og erklærede Sanders-tilhænger Ana Kasparian gør sit for at holde fast i korruptionsstemplet med flere tweets.

»Biden ER korrupt«, mener hun.

Det kan godt være, at rigsretssagen mod Trump først for alvor begynder i dag, men valgkampen om at blive førsteudfordrer til præsidenten er for længst i gang.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her