Demokraternes venstreorienterede præsidentbud Bernie Sanders vandt natten til onsdag primærvalget i New Hampshire. Som også rummede en stor overraskelse i top 3.

Bernie Sanders vinder primærvalg i New Hampshire – Joe Biden tager ny kæmpenedtur

Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix
Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Bernie Sanders har natten til onsdag vundet Demokraternes primærvalg i staten New Hampshire. Den 78-årige selverklærede demokratiske socialist går dermed ud af partiets anden styrkeprøve med en sejr.

Nummer 2 blev den 40 år yngre moderate kandidat Pete Buttigieg, der for en uge siden blev erklæret som vinder i staten Iowa efter en ekstremt kaotisk valgproces – og kun med promiller ned til Bernie Sanders. I New Hampshire var Sanders et par procentpoint foran med langt hovedparten af stemmerne talt op og kunne udråbes til vinder.

»Denne sejr er begyndelsen til enden på Donald Trump. Vi tager til Nevada, vi tager til South Carolina, og vi vil vinde de stater også«, sagde Bernie Sanders i sin vindertale.

»Grunden til, at vi kommer til at vinde, er, at vi samler en politisk bevægelse på tværs af generation og race, der aldrig er set før. En bevægelser fra kyst til kyst, der kræver, at vi har en økonomi og en regering, der arbejder for os alle – ikke kun rige donorer«.

Dermed er Sanders’ position i kampen om at blive Donald Trumps modstander ved præsidentvalget 3. november styrket – ikke mindst, fordi hans hidtil stærkeste rival i de nationale målinger, tidligere vicepræsident Joe Biden, fik et elendigt resultat og sluttede som nummer 5 i New Hampshire.

Bernie Sanders fører i de seneste nationale meningsmålinger med et niveau på omkring 25 procent, mens den langt mindre kendte Pete Buttigieg kun mønstrer omkring den halve opbakning, selv om hans gode resultat i Iowa og nu også New Hampshire har sendt ham på en opadgående kurve.

En stor overraskelse i New Hampshire var, at den 59-årige moderate senator Amy Klobuchar fra Minnesota vandt en 3. plads. Hun står for en midtersøgende, pragmatisk politik, og avisen New York Times har eksempelvis anbefalet sine læsere at stemme på hende som et bud på en moderat demokratisk præsidentkandidat. Alligevel har hun hidtil haft svært ved at tiltrække sig opmærksomhed, men hun er vokset stødt i meningsmålingerne og fik en 5.plads i Iowa for en uge siden.

Klobuchar gjorde en fremragende figur i den seneste tv-debat fredag, hvor hun kritiserede den unge Pete Buttigieg for manglende erfaring og kaldte ham »nybegynder«. Debatten satte hendes fundraising i et nyt gear på falderebet, og hun gjorde sig særlig godt blandt ældre demokrater. Mange vælgere i New Hampshire bestemte sig i sidste øjeblik, hvilket kan have været til Klobuchars fordel.

»Jeg besluttede mig for at stemme for hende i går«, sagde den 60-årige Lise Bofinger, inden hun stemte.

»Hun er den, der kan forene landet. Hun kan nå andre vælgere end bare demokrater«.

Ifølge CNN’s exit polls blev Klobuchar især bakket op af vælgere, der netop vægtede højt, at deres kandidat kan »forene landet«.

En fæl skuffelse​

Den tidligere favorit Joe Biden skuffede til gengæld fælt i New Hampshire med under 10 procent af stemmerne. Allerede tirsdag, før valghandlingen sluttede, forlod Biden staten med kurs mod South Carolina, hvor han modsat de to første primærvalgstater har ført meningsmålingerne klart – blandt andet, fordi han indtil nu har haft stor opbakning fra sorte demokratiske vælgere.

»Vi har ikke hørt fra den afroamerikanske befolkning. Eller fra den hurtigst voksende befolkningsgruppe, latinos«, sagde Biden fra South Carolina, der afholder primærvalg 29. februar. Nevada, som har en stor latinobefolkning, afholder valg 22. februar.​​

»Vi har kun hørt fra de første to stater af 52. Ikke halvdelen af staterne. To. Hvor jeg kommer fra betyder det ikke at løbet er kørt«, sagde Biden.

Det sidste er korrekt i den forstand, at primærvalgene i alt fordeler 3,979 bundne delegerede stemmer til Demokraternes konvent, som i juli vælger partiets præsidentkandidat – hvoraf New Hampshires valg i nat kun fordelte 24 af disse delegerede, og Iowa fordelte 41 for en uge siden. Mens der i South Carolina er 54 i spil, og eksempelvis USA’s største stat Californien om tre uger fordeler 415 på Super Tuesday, hvor en stribe stater med i alt omkring 40 procent af de mulige vælgere stemmer på samme dag.​

Alligevel betyder de første små stater noget for den med- eller modvind en kandidat får. Pete Buttigieg sagde da også i nat efter sin 2. plads:

»En kampagne, nogen siger, ikke burde have været her overhovedet, har vist, at vi er her for at blive. Vi vil byde nye allierede velkommen til vores bevægelse«.

Tilbage i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat er også stadig den anden venstreorienterede kandidat Elizabeth Warren, som blev en skuffende nr. 4 lige foran Joe Biden. Over for sine vælgere i New Hampshire indrømmede Warren, det havde været en dårlig aften, men hun afviste, at hun ville give op. Hun sendte en særlig hilsen til senator Amy Klobuchar:

»Det står klart, at Sanders og Buttigieg havde en god aften. Jeg vil også ønske min ven og kollega Amy Klobuchar tillykke med at vise, hvor meget meningsdannerne kan tage fejl, når de dømmer en kvinde ude«, sagde Warren.

Mens Sanders har fået mere og mere succes på venstrefløjen i de seneste måeder, har Warren forsøgt at profilere sig mere som en samlende midterfigur. Hun advarede sine medkandidater om at ryge i totterne på hinanden, når valgkampen fortsætter til Nevada:

»Kampen mellem de to fraktioner i vores parti har taget en skarp drejning i de seneste to uger med reklamer, der håner andre kandidater. Hvis vil skal slå Donald Trump til november, har vi brug for at vælgerne møder op i kæmpestort antal. Vi kan har ikke råd til at dele os i fraktioner«. ​

Et ukendt kort i primærvalgkampen er stadig New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, som er en af verdens rigeste mænd. Han stiller slet ikke op i de små første primærvalgstater, men satser i stedet på Super Tuesday og bruger trecifrede millionbeløb i dollars på sin kampagne – blandt andet med store mængder af tv-reklamer.

I et vægtet gennemsnit for de nationale målinger ligger Bloomberg nu på tredjepladsen efter Bernie Sanders og Joe Biden.

Jens Lenler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her