Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

USA’s præsident Donald Trump er blevet testet for coronavirus. Testen var negativ.

Præsident Trump tester negativ for coronavirus

Præsident Trump fotograferet under sit pressemøde lørdag. Foto: Tasos Katopodis/Ritzau Scanpix
Præsident Trump fotograferet under sit pressemøde lørdag. Foto: Tasos Katopodis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Præsident Donald Trump er testet negativ for coronavirussen, oplyser Det Hvide Hus natten til søndag.

Testen er utvivlsomt en lettelse for Trump, som ifølge nyhedsbureauet AP og andre amerikanske mediers medier i lang tid har afvist at lade sig teste af frygt for at udstråle svaghed eller skabe nervøsitet, hvis testen skulle vise, at han var smittet.

For en uge siden var Trump sammen med en brasiliansk delegation på sit resort Mar-a-Lago i Florida. Siden er både præsident Jair Bolsonaros pressesekretær og en diplomat testet positive for virussen. Den brasilianske præsident er dog ifølge hans søn ikke selv ramt, og det var især præsidenten, Trump havde opholdt sig i nærheden af i længere tid.

Trump fortalte på en pressekonference lørdag, at han havde taget en test for coronavirus og afventede resultatet, som altså nu viser, at præsidenten ikke er smittet.

»En uge efter at have spist middag med den brasilianske delegation i Mar-a-Lago, er præsidenten fortsat symptomfri«, udtaler præsident Trumps læge Sean Conley ifølge AP i en pressemeddelelse.

Talt truslen ned

Trump har fået hård kritik for ikke at lade sig teste eller gå i karantæne, ligesom andre, der har været i kontakt med coronasmittede. Han er også frejdigt fortsat med at give hånd i offentligheden, hvilket han så sent som i fredags gjorde adskillige gange til de eksperter og erhvervsfolk, han havde indkaldt på sin pressekonference ved Det Hvide Hus – om end en medicinaldirektør i gruppen afviste præsidentens håndtryk.

På pressekonferencen fredag blev præsident Trump udfrittet af en reporter, som ville vide, hvorfor han ikke lod sig teste, hvortil han svarede, at han formentlig ville tage en test. Hvilket han gjorde samme aften.

Præsidentens adfærd er gået stik imod de amerikanske sundhedsmyndigheders anbefalinger. Ikke mindst, fordi Trump med sine 73 år selv er i risiko for at udvikle komplikationer af coronavirus.

Men Trump har, fra coronavirussen begyndte at sprede sig, talt truslen ned, og så sent som i denne uge sagde han, at han stadig havde tænkt sig at gennemføre sine velbesøgte kampagneevents rundt om i USA, selv om de demokratiske kandidater Joe Biden og Bernie Sanders begge havde aflyst deres offentlige optrædener, fordi myndighederne anbefalede det.

Nu har Trump dog også droppet sine events.

Trumps datter i risiko

Vicepræsident Mike Pence, som Trump har udpeget til at stå i spidsen for coronaindsatsen, lovede lørdag også at lade sig teste sammen med sin kone Karen.

Også Trumps datter og personlige rådgiver, Ivanka Trump, og justitsminister Bill Barr, har ifølge amerikanske medier været udsat for mulig smitte, da de mødtes med en australsk minister, som siden er testet positiv.

Det Hvide Hus indfører nu øget sikkerhed, hvor besøgende får målt deres temperatur, før de får lov at komme i nærheden af præsident Trump og vicepræsident Pence.

Lørdag blev en journalist afvist, fordi han tilsyneladende havde forhøjet temperatur.

Jens Lenler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her