Hvis du har fulgt kaosset efter politidrabet på George Floyd via amerikanske tv-kanaler, har du med stor sandsynlighed set den 28-årige præst og borgerretsforkæmper Shane Harris.
Side om side med George Floyds familie i Minneapolis, hvor han støttede broren Terrence Floyd, som holdt en tale, der bevægede nationen. På Minnesota Vikings’ stadion og andre steder i byen, hvor Shane Harris selv prædikede for tusinder af aktivister. I interview med tv-kanaler om, hvad det hele betyder for kampen for sortes rettigheder.
Nu står pastor Shane Harris så i den sydcaliforniske by La Mesa. En stank af sod hænger i luften. Bag ham hober de nedbrændte ruiner af det, der engang var en filial af bankkæden Chase, sig op.
Foran ham strutter en talerstol og et stativ med mikrofoner, der optager lyd til de ni kamerahold, der retter linserne mod ham.
