Ægteparret Mike og Laura Kriener sidder i skyggen på asfalten i behørig afstand fra de mange tusinde tilskuere, der står tætpakket på landingsbanen i Sanford lufthavn i Florida og venter på, at præsident Donald Trump skal ankomme med Air Force One.
Laura Kriener har en sygeplejerskeuniform på. Hun kommer direkte fra arbejdet som medicinsk tekniker, hvor hun tjekker coronatests hver dag.
Alligevel er det ikke på grund af coronavirussen, at ægteparret ikke står tæt sammen med de andre tusindvis af mennesker foran scenen her i det centrale Florida uden for Orlando.
»Hvis det ikke var for solen, der bager ned derude, havde vi stået helt fremme i anden række«, siger ægtemanden Mike Kriener og understreger sin pointe:
