Donald Trump og Joe Biden ligger så tæt i Georgia, at ingen medier kan udråbe en vinde.

Nu er forskellen kun 463 stemmer: Biden haler ind på Trump i Georgia

Foto: Tami Chappell/Ritzau Scanpix
Foto: Tami Chappell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Donald Trump og hans modstander ved præsidentvalget, Joe Biden, ligger næsten side om side i svingstaten Georgia, viser tal fra CNN og fra nyhedsbureauet AP, hvis prognoser om præsidentvalget af mange medier anses som de mest pålidelige.

Præsident Donald Trumps føring i Georgia er fredag morgen dansk tid skrumpet til 463 stemmer. Det betyder, at begge kandidater står til 49,4 procent af stemmerne i Georgia, og der er dermed tale om stort set dødt løb. Torsdag aften førte Trump over Biden med omkring 14.000 stemmer.

Det tætte løb i Georgia får det amerikanske medie NPR til at konkludere, at hverken det, AP eller de amerikanske tv-stationer kommer til at kunne udnævne en vinder i delstaten. NPR skriver, at Georgia officielt vil bekræfte valgresultatet 20. november.

Ifølge NPR mangler der stadig at blive talt tusindvis af stemmer i staten. De fleste af dem i demokratiske områder, skriver mediet. Det kan betyde, at Biden kan hale endnu mere ind på Trump eller overhale ham.

Biden er tæt på sejren

Ifølge AP’s prognoser er Joe Biden snublende tæt på at vinde valget, da han står til at have sikret sig tilsammen 264 valgmænd. Ifølge CNN har Biden dog stadig kun 253 valgmandsstemmer. Forskellen skyldes, at CNN – i lighed med resten af de store amerikanske medier ud over Fox News – endnu ikke har udråbt Biden som vinder i Arizona, hvor der stadig tælles stemmer. For at blive præsident skal en kandidat vinde 270 valgmænd. Donald Trump står ifølge AP’s prognoser til 214 valgmænd.

Tidligt fredag morgen dansk tid bliver der foruden Georgia og Arizona talt stemmer op i svingstaterne Nevada, Pennsylvania og North Carolina. Biden fører ifølge AP i Nevada, mens han også henter kraftigt ind på Trump i Pennsylvania.

Holder AP’s prognoser, skal Biden bare vinde en af delstaterne for at kunne kalde sig præsident. Der er dog stadig usikkerhed forbundet med de 11 af Bidens valgmænd, der stammer fra delstaten Arizona.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her