De første leverancer af en vaccine til de amerikanske delstater vil blive sendt afsted fra biotech-selskabet Pfizers fabrikker i USA inden for 24 timer. Det siger Gus Perna, der står i spidsen for covid-19-taskforcen i Det Hvide Hus, lørdag aften dansk tid.
»Tag ikke fejl. Distributionen er begyndt«, siger Gus Perna på et pressemøde.
Han vurderer, at de første leverancer vil nu til 145 steder fordelt på alle 50 delstater i løbet af mandag.
»Vi er ikke færdige, før alle amerikanere har adgang til en vaccine«, siger Gus Perna.
Meldingen kommer, efter at USA’s lægemiddelstyrelse, FDA, fredag godkendte en vaccine mod covid-19 fra biotech-selskabet Pfizer. Sundhedsarbejdere og plejehjemsbeboere ventes at blive de første modtagere af vaccinen i den første leverance på 2,9 millioner doser.
FDA vurderer ifølge The New York Times, at millioner af amerikanere i risikogrupper vil kunne få vaccinen inden for få dage. Avisen har kaldt FDA’s nødgodkendelse af vaccinen »et historisk vendepunkt« i en pandemi, der har kostet flere end 290.000 livet i USA.
ritzau
fortsæt med at læse


























