New York og andre store byer er dækket af sne, og børn har fundet slæderne frem.

Snestorm rammer det nordøstlige USA

Foto: Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix
Foto: Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En kraftig vinterstorm har mandag bevæget sig ind over meste af det nordøstlige USA og lagt et tæppe af sne over regionen. Kraftig vind rammer kystområderne, og snestormen har sat byen New York og andre store byområder delvist i stå. Stormen kommer fra nordøst, og der ventes mange steder mere end en halv meters sne i USA’s tættest befolkede område mandag og tirsdag.

Den halve meters sne ventes i New York, hvor mange ser det som en velkommen adspredelse midt i coronatiden. Børn var fra tidligt på dagen ude med deres kælke og slæder.

»De sidste par år har der nærmest ingen sne været, så intet vejr til slædeture. Så dette er en dejlig forandring«, siger Gaurav Patel, der er med sin dreng på slædetur i byen.

Han har bemærket, at der allerede er mangel på kælke i byens butikker, fortæller han nyhedsbureauet dpa.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, erklærede fra morgenstunden byen i særlig risiko indtil klokken 6 tirsdag morgen (12.00 dansk tid). Det er sket i forventning om, at stormen vil tage til i styrke senere mandag. Men tirsdag kan det være slut med sneen. Der ventes højere temperaturer, og her ventes fnuggene at blive til slud og regn.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her