Joe Biden vil genrejse USA’s økonomi og imødegå Kinas voksende dominans med kæmpe investering i nøglesektorer.

Biden præsenterer kæmpestor plan infrastruktur og klima: »Det er ikke noget, vi tidligere har set eller gjort«

Den nye store plan fra Joe Biden kan også komme danske virksomheder til gavn. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Den nye store plan fra Joe Biden kan også komme danske virksomheder til gavn. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Joe Biden, har præsenterer et forslag om at investere 2000 milliarder dollar i landets økonomi de kommende otte år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters sent onsdag aften dansk tid.

Den finansielle saltvandsindsprøjtning skal blandt andet bruges på at omlægge USA’s økonomi og give infrastrukturen samt energi- og klimaområdet et løft.

Bidens administration vil blandt andet bruge 621 milliarder dollar på at sende millioner at amerikanere i arbejde med at genopbygge USA’s skrantende motorveje, broer og havne.

Forslaget indeholder også en historisk stor investering i markedet for elektriske biler. Her er målet, at USA skal have et landsdækkende netværk af ladestationer inden 2030.

»Det er en investering i Amerika, man kun ser en gang per generation. Ikke noget vi tidligere har set og gjort. Det er et stort ja, et modigt ja, og vi kan klare det«, siger Biden på et pressemøde onsdag i Pittsburgh ifølge Reuters.

Kæmpe corona-pakke

Ud over de umiddelbare fordele ved at få flere i arbejde ser Bidens administration også en styrkelse af økonomien som USA’s stærkeste våben i forhold til at imødegå Kinas voksende dominans globalt.

Bidens regering fik i begyndelsen af marts vedtaget en 1900 milliarder dollar stor coronahjælpepakke. Og udsigten til endnu en enorm investering i USA kan også komme danske virksomheder til gode.

Det forudser Dansk Industris chef i USA, Louis Funder. Han hæfter sig især ved Bidens ambitioner om at investere i den infrastruktur og logistik, der understøtter elbiler.

»Mere end 400 danske virksomheder er i dag underleverandører til elbilindustrien, og for dem vil det blive mere og mere interessant at orientere sig mod det amerikanske marked«, siger han.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har ifølge Reuters indikeret, at hun håber at få vedtaget planen inden USA’s uafhængighedsdag 4. juli.

Der venter dog meget arbejde forude, da flere republikanere og erhvervsorganisationer allerede har udtrykt deres utilfredshed med planen.

Ikke mindst fordi Biden planlægger at finansiere dele af den ved at hæve selskabsskatten fra 21 til 28 procent.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her