Der er varmet op til et magtopgør i Det Republikanske Parti onsdag i denne uge, og selv om kampen foregår mellem to kvinder i Washington, så sidder den egentlige hovedperson og fryder sig langt sydpå i Florida.
Den klassisk konservative Liz Cheney ventes i en særlig afstemning blandt republikanerne i Repræsentanternes Hus at blive stemt ud af ledelsen. Ikke fordi hun er illoyal over for sit parti. Tværtimod. Der findes ikke en meget mere konservativ end den våbenglade abortmodstander og datter af tidligere vicepræsident Dick Cheney. Hun straffes for at nægte at være loyal over for tidligere præsident Donald Trump.




























