Artiklen er opdateret kl. 18.48 og 23.32 efter opjustering af dødstal.
Dødstallet efter voldsomme oversvømmelser i New York og de omkringliggende delstater fortsætter med at stige. Mindst 41 mennesker har nu mistet livet, oplyser de lokale myndigheder sent torsdag aften dansk tid. Det er efterdønningerne af orkanen Ida, der har skabt uvejret på den amerikanske østkyst.
»Jeg er ked af at meddele, at mindst 23 mennesker fra New Jersey mistet livet i denne storm«, siger New Jerseys guvernør Phil Murphy.
New York Citys politi melder, at mindst 12 mennesker er dræbt i millionbyen, mens yderligere tre personer er døde i forstaden Westchester. Tre mennesker har desuden mistet livet i Philadelphia i delstaten Pennsylvania, oplyser en embedsmand der.
Vi er midt i en historisk vejrsituation her til aften med rekordstore mængder regn i hele byen, voldsomme oversvømmelser og farlige forhold på vejene
Flere af de omkomne i New York City er døde i oversvømmede kældre i boligblokke i bydelen Queens.
Vandmasser kom i kaskader ned over perroner og spor på undergrundsstationer. Uvejret er så voldsomt, at New York Citys borgmester, Bill de Blasio, onsdag aften lokal tid, erklærede nødretstilstand.
»Vi er midt i en historisk vejrsituation her til aften med rekordstore mængder regn i hele byen, voldsomme oversvømmelser og farlige forhold på vejene«, skrev de Blasio på Twitter.
Hundredvis af fly blev aflyst i lufthavnene LaGuardia og JFK samt i Newark. Gader i storbyen blev på kort tid forvandlet til floder, og store veje blev lukket af vand på Manhattan og i bydelene Bronx og Queens. Oversvømmelserne har lukket flere større veje i New Jersey og New York og oversvømmet biler. Hundredvis af mennesker har måttet reddes ud af brandvæsenet. På bare en time registrerede den nationale vejrtjeneste i USA (NWS) 80 millimeter regn i Central Park i New York City.
»Jeg er 50 år gammel, og jeg har aldrig set regn i sådanne mængder«, siger Metodija Mihajlov, som fik kælderen i sin restaurant på Manhattan oversvømmet med vand.
»Det var som at være i junglen med tropisk regn. Utroligt. Alt er så underligt i år«.
Biden besøger Louisiana
Den nationale vejrtjeneste i USA (NWS) opfordrer folk til at holde sig væk fra vejene og søge til højtliggende områder.
»Vi får alt for mange anmeldelser om folk, der skal reddes i vandmasserne, eller strandede biler. Kør ikke gennem oversvømmede veje. Du ved ikke, hvor dybt vandet er, og hvor farligt der er«, oplyser NWS ifølge CNN.
De massive vandmasser har desuden givet forstyrrelser i tennisturneringen US Open, der i øjeblikket afholdes i New York City. Flere kampe er blevet udskudt.
Orkanen Ida gik i land på USA’s østkyst søndag. Også delstaten Maryland er ifølge nyhedsbureauet AFP ramt af oversvømmelser, der har kostet mindst en person livet. I alt er der blevet udstedt nødretstilstand i fem områder på østkysten, der strækker sig fra Philadelphia til New Jersey.
USA’s præsident, Joe Biden, besøger fredag delstaten Louisiana. Her ødelagde orkanen Ida bygninger og efterlod mere end en million hjem uden strøm. Orkaner er almindelige i det sydlige USA, men forskere har advaret om en stigning i aktiviteten, når havets overflade opvarmes på grund af klimaforandringer. Det udgør især en stigende trussel mod de kystnære områder.
ritzau
fortsæt med at læse




























