Kort før tidsfrist underskriver Biden lov, der skal give politikerne indtil 3. december til at indgå aftale.

Biden afværger første krise i strid om budgetaftale

Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s præsident, Joe Biden, har underskrevet en lov, der vil afværge en nedlukning af statsapparatet frem til 3. december, oplyser Det Hvide Hus. Lovforslaget blev tidligere torsdag lokal tid vedtaget i Senatet ved en afstemning. Det skete, blot få timer før at fristen for en ny budgetaftale stod til at udløbe ved midnat lokal tid. Med loven har politikerne købt lidt over to måneder mere til at aftale et budget for de føderale myndigheder.

Demokraternes flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, er glad for at have vundet mere tid.

»Med så mange ting at tage sig af her i Washington, er det sidste, det amerikanske folk har brug for, at regeringen stopper«, siger han.

Men selv om en krise er blevet afværget, lurer flere andre. Hvis der ikke er enighed om at øge det amerikanske gældsloft, kan det få store konsekvenser for økonomien. Finansminister Janet Yellen mener, at dette loft skal hæves inden 18. oktober for at undgå en finanskrise, men republikanerne mener, at demokraterne kan og skal løse dette problem på egen hånd.

Selv om alle vil undgå en krise, vil republikanerne ikke øge det allerede skyhøje gældsloft med kun et år til kongresvalg. Det første forsøg på at hæve gældsloftet blev standset tirsdag. Demokraterne vil sandsynligvis prøve igen snart.

Risiko for splittelse hos demokraterne

Derudover kæmper demokraterne også internt om præsident Joe Biden store infrastruktur- og velfærdspakker. En af pakkerne vil blive delvist finansieret gennem højere skatter til de rige og selskabsskatter, som republikanerne og en lille konservativ fløj hos demokraterne er imod.

Infrastrukturpakken skal til afstemning i Repræsentanternes Hus fredag. Det var ventet, at pakken skulle til afstemning torsdag, men det er altså udskudt. Skulle begge pakker ikke blive stemt igennem, kan det føre til en alvorlig splittelse i Det Demokratiske Parti, og det kan ifølge politiske analytikere koste partiet flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget næste år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her