Præsident Joe Biden understreger, at en ny nedlukning af USA ikke kommer på tale. Han mener, at hans administration er forberedt på den nye bølge i landet, hvor omikron nu udgør mere end 70 procent af de nye smittetilfælde.
»Vi bør alle være bekymret for omikron, men vi bør ikke gå i panik. Det er ikke marts 2020. 200 millioner er fuldt vaccinerede. Vi er forberedte, vi ved meget mere om virussen i dag, og vi skal bare holde fokus«, siger Joe Biden i en tv-tale tirsdag, hvor han præsenterer flere tiltag, der skal bekæmpe stigningen med coronavirus.
Han påpeger, at vaccinationsraten har været faldende siden sommeren, og modstanden mod vaccinerne er blevet større. Han giver især »misinformation på nettet« skylden.
»Der er virksomheder og personer, der tjener penge på at sprede løgne, der kan slå deres kunder og følgere ihjel. Det er amoralsk«, siger præsidenten, der opfordrer amerikanere til at lade sig vaccinere og revaccinere.
De amerikanere, der er fuldt vaccinerede og tager forholdsregler som for eksempel afstand, kan fejre jul som planlagt med venner og familie, siger han.
Har indkøbt en halv milliard hjemmetests
For at undgå en ny nedlukning vil USA købe en halv milliard hjemmetests, som amerikanerne derefter kan bestille og få leveret gratis fra januar. Det skal få flere – særligt amerikanere med lav indkomst – til at lade sig teste for coronavirus.
Vacciner og teststrategi er den seneste tid igen blevet et tungtvejende spørgsmål i USA, hvor høje smittetal er drevet af den nye omikronvariant. Den seneste uge er antallet af nye smittetilfælde i USA steget med 19 procent, og siden begyndelsen af december er de daglige tilfælde steget med 72 procent. Knap 283.000 smittetilfælde blev registreret mandag, hvilket var det højeste antal siden september. I alt har coronapandemien krævet 830.000 liv i USA, hvor der bor 333 millioner mennesker.
Derfor vil USA nu øge støtten til sundhedsvæsenet og øge vaccinationsindsatsen, siger Biden i talen. Blandt andet vil 1.000 ansatte ved militæret blive sendt til hospitaler, der er overvældet af coronapatienter.
ritzau
fortsæt med at læse




























