Når højesteretsdommer Stephen Breyer torsdag mødes med præsident Joe Biden for – lyder det samstemmende fra en række amerikanske medier – at aflevere sin opsigelse, bliver det et farvel til en amerikansk institution i mere end én forstand.
Nu 83-årige Breyer blev udpeget i 1994 af daværende præsident Bill Clinton og har i 28 år kæmpet for at opretholde respekten for – og troværdigheden omkring – den domstol, der er sat i verden for at beskytte amerikanerne mod politikerne.
»Dommere bliver udpeget ved en politisk proces, og man får politiske inputs, men når man tager kappen på, så er det slut med politik«, som han på et tidspunkt formulerede sin indstilling i et interview med PBS.
Breyers eget formodede udgangspunkt som en moderat liberal er tilsyneladende mest kommet til udtryk ved, at han gennem årene ret konsekvent og ved gentagne lejligheder – nogle gang i mindretal – har forsvaret amerikanernes uindskrænkede ret til at ytre sig frit og kvinders ret til abort, når den har været under angreb, mens han omvendt – til tider ene mand – har forsøgt at tage et opgør med brugen af dødsstraf.
