Politiet i New York City vil gerne i kontakt med en 62-årig mand efter et skyderi i et subwaytog i bydelen Brooklyn tirsdag. Ifølge politiet har manden en tilknytning til en varevogn, som er sat i forbindelse med skyderiet.
»Vi ved, at han lejede den varevogn«, siger efterforskningsleder James W. Essig på et pressemøde tirsdag aften lokal tid, rapporterer NBC News.
Under angrebet i kvarteret Sunset Park i Brooklyn smed gerningsmanden to røgbomber i subwayen, før vedkommende afgav 33 skud med en pistol. 10 personer blev ramt af skud. I alt kom 13 mennesker til skade under hændelsen.
På en pressebriefing tidligere tirsdag fortalte New Yorks guvernør, Kathy Hochul, at den mistænkte er på fri fod, og at personen er farlig. Politiet bekræftede ved samme briefing, at 10 personer behandles efter at være blevet ramt af skud. Fem af dem er i kritisk, men stabil tilstand, lød det ifølge nyhedsbureauet AFP.
Politiet: Ikke terror
Ifølge politiet var det en passager om bord på et tog, der pludselig smed to røgbomber og begyndte at skyde løs. Personen, der endnu ikke er identificeret, skal have været iført en refleksvest og en gasmaske. Han skal også have slået flere folk, oplyser New Yorks politikommissær, Keechant Sewell. Politiet mener ikke umiddelbart, at der er tale om en terrorhandling.
Episoden udspillede sig i myldretiden tirsdag morgen lokal tid ved 36th Street og 4th Avenue nær Sunset Park i Brooklyn.
»Klokken 08.27 besvarede politiet et opkald fra en person i Brooklyns subway«, fortalte en talskvinde for New Yorks politi tidligere tirsdag ifølge AFP.
Udenrigsministeriets Borgerservice i Danmark har også tweetet om episoden.
»Meldinger om skyderi på metrostationerne Sunset Park og Greenwood Heights, Brooklyn. Den mistænkte er fortsat på fri fod. Politiet efterforsker meldinger om ueksploderede genstande. Hold dig fra området omkring 36th Street og 4th Avenue de kommende timer«, står der på Twitter.
Brooklyn er en af fem bydele i den amerikanske storby New York City. Brooklyn ligger sydøst for den nok mest kendte af bydelene, Manhattan. Subwaystationen, hvor episoden tirsdag morgen lokal tid udspillede sig, ligger cirka syv kilometer syd for Brooklyn Bridge, som er en af tre broer, der forbinder Brooklyn med Manhattan.
ritzau
fortsæt med at læse




























