51-årige Nikki Haley meddeler sit kandidatur til præsidentvalget i USA i november 2024 på Twitter.

Eksguvernør vil være præsident i USA

51-årige Nikki Haley var guvernør i South Carolina fra 2011 til 2017, hvorefter hun af Donald Trump blev udpeget til FN-ambassadør. Den post bestred hun frem til december 2018. Siden har hun dannet en såkaldt PAC, som står for political action committee, og siddet i diverse bestyrelser. Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
51-årige Nikki Haley var guvernør i South Carolina fra 2011 til 2017, hvorefter hun af Donald Trump blev udpeget til FN-ambassadør. Den post bestred hun frem til december 2018. Siden har hun dannet en såkaldt PAC, som står for political action committee, og siddet i diverse bestyrelser. Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nikki Haley, tidligere guvernør i South Carolina, stiller op til præsidentvalget i USA. Det meddeler den 51-årige republikaner på Twitter.

Dermed har tidligere præsident Donald Trump fået sin første udfordrer.

Nikki Haley blev i 2011 den første kvindelige guvernør i sydstaten South Carolina og den anden indisk-amerikanske guvernør i USA nogensinde. Guvernørposten havde hun frem til 2017, hvor hun udnævnt til FN-ambassadør af Donald Trump.

Allerede året efter, at hun havde vundet guvernørposten, blev hun nævnt som mulig vicepræsident af den republikanske kandidat Mitt Romney – en post, hun ville have sagt nej til for at passe sit guvernørjob.

Nikki Haley var åbent kritisk over for Trump under 2016-valgkampen, eksempelvis over for hans holdninger til immigration. Men hun takkede ja, da han nominerede hende som FN-ambassadør, og hun blev indsat som sådan i januar 2017.

Det var en hård nyser, som indtog posten i FN i New York. Hun gjorde sig bemærket ved at gøre det klart, at hun og USA var til stede for at ændre tingenes tilstand. Der ville ikke blive uddelt flere bank til Israel på hendes vagt, og hun gjorde meget klart, hvad hun mente om lande, der ikke bakkede USA op.

»Jeg skriver navne ned«, og der vil være konsekvenser, lød det.

Hun viste billeder af døde børn i Syrien til et møde i FN’s Sikkerhedsråd og talte dunder mod Syriens præsident, Assad, der bruger kemiske våben mod sin egen befolkning.

I oktober 2018 opsagde Nikki Haley jobbet som FN-ambassadør, men lovede Trump at arbejde for hans genvalg i 2020, hvilket som bekendt mislykkedes.

Kan gøre Bush kunsten efter

Baggrunden for hendes opsigelse står hen i det uvisse, men hun havde ry for at være kritisk over for Trump. Og da der i september 2018 blev bragt et Trump-kritisk indlæg i The New York Times fra en anonym medarbejder i Trump-administrationen, om en sammensværgelse mod præsidenten, var hun under mistanke for at være forfatteren, hvilket hun selv afviste:

»Når jeg udfordrer præsidenten, gør jeg det direkte. Det burde min anonyme kollega også have gjort«, skrev hun i The Washington Post som svar.

Selv om Nikki Haley lovede at bakke Trumps genvalg op i 2020, var der allerede, da hun gik af som FN-ambassadør spekulationer om, at hun ville gå efter præsidentposten ved valget i 2024.

Dengang for knap fem år siden skrev CNN-redaktør Chris Cillizza om Nikki Haleys eventuelle fremtidsplaner:

»Hun vil have brugt to år på at tjene Trump, men i 2024 har hun haft seks år til at distancere sig. Det kan vise sig at være meget appellerende fra et republikansk synspunkt«.

Hvis det lykkedes Nikki Haley at indtage Det Hvide Hus, vil det i givet fald ikke være første gang, at en republikansk præsident har en baggrund som FN-ambassadør. George H.W. Bush forlod FN i 1973 og blev 16 år senere præsident i USA.

Nikki Haley er gift med Michael Haley og har to børn.

Jeppe Dong Abrahamsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her