Han bliver introduceret på scenen med ordene »USA’s næste præsident«.
Og blandt ’Make America Great Again’-boderne og forventningsfulde fans nød USA’s tidligere præsident Donald Trump stor opbakning ved den årlige CPAC-konference (Conservative Political Action Conference) i Maryland, USA.
Formålet med den fire dage lange konference er, at republikanske toppolitikere taler til nationen. Dette år bar præg af et nyt og yngre politisk landskab med nye kandidater til præsidentvalget 2024.
Fyldt med usandheder
I sin tale nævnte Trump igen flere af sine ’succeser’. Han malede et billede af en nation, der lider under den nuværende demokratiske præsident, Joe Biden, mens han, Trump, er landets nye »frelser«.
Ser man på meningsmålingerne, går det også godt for ham blandt de republikanske vælgere, hvor han står til 62 procent af stemmerne.
»I 2016 lovede jeg at være jeres stemme. I dag tilføjer jeg, at jeg er jeres kriger. Jeg er jeres retfærdighed. Til jer, der er blevet forrådt: Jeg er jeres belønning«, sagde han i sin 45 minutter lange tale.
Trump lagde vægt på, at han vil genoprette sikkerheden internt i USA og genskabe USA’s position internationalt. Han kritiserede demokraterne for USA’s rolle i krigen i Ukraine, som er et varmt emne i den amerikanske debat, med ordene om, at hans periode som præsident er den eneste, hvor »Rusland ikke har overtaget kontrollen«.
Det er ikke nyt, at Trump kommer med påstande, som ikke er helt troværdige. Som når han jævnligt hævder, at der foregik valgsvindel ved det seneste præsidentvalg. I sin tale kom flere nye usande påstande på bordet.
På talerstolen pralede Donald Trump med, at jobmarkedet aldrig har været bedre i andre præsidentperioder, selv om der i USA i løbet af hans regeringsperiode forsvandt 2,7 millioner jobs, hvilket førte til den laveste samlede arbejdsstyrke i USA nogensinde.
Fører stort over konkurrenterne
Med sin popularitet hos vælgerne overskygger Trump sine republikanske modstandere. Guvernøren i Florida, Ron DeSantis, der ellers regnes som et stærkt alternativ til Trump, står til 20 procent af stemmerne efterfulgt af forretningsmanden Perry Johnson med 5 procent. Den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, der allerede har annonceret sit kandidatur, står til blot 3 procent af stemmerne.
Afstemningen ved den årlige CPAC giver et billede af, hvor donationer, influencere og republikanske toppolitikere vælger at sende deres støtte hen. Meningsmålingerne er dog usikre – i 2016 løb senator Ted Cruz med føringen, mens det i de efterfølgende år har været senator Rand Paul og senator Mitt Romney, der har domineret i målingerne.
fortsæt med at læse




























