Repræsentanternes Hus vil tirsdag holde en afstemning om den republikanske formand Kevin McCarthys fremtid.
Det oplyser republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Afstemningen kan potentielt blive historisk.
Det kan således blive første gang nogensinde i amerikansk historie, at en formand for Repræsentanternes Hus bliver væltet ved en afstemning.
Det er McCarthys republikanske partifælle Matt Gaetz, der har fremsat et forslag om at fjerne 58-årige McCarthy som formand.
Formanden selv er ved godt mod. Det siger han til CNBC.
»Jeg er optimist. Jeg sætter mine penge på mig selv«, lyder det.
Gaetz og andre republikanere på højrefløjen er utilfredse med McCarthy, der for nylig indgik en aftale med Demokraterne om et midlertidigt budget.
Republikanerne har et flertal på 221 mod 212 i Repræsentanternes Hus.
Hvis alle demokrater stemmer imod McCarthy, skal der derfor ikke mange republikanske stemmer til for at samle flertal mod McCarthy.
Demokraternes formand i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, har tirsdag i et brev til sine partifæller gjort partiets holdning klar.
Det lyder her, at man vil stemme imod Kevin McCarthy, skriver CNN.
»Det må være op til Republikanernes medlemmer at ende den republikanske borgerkrig i Repræsentanternes Hus«, skriver han og fortsætter:
»På grund af deres uvilje til at bryde med Make America Great Again-ekstremisme på en troværdig og grundig måde vil det demokratiske lederskab stemme ja til forslaget om at vælte formanden«.
Der er kun to gange tidligere blevet fremsat forslag om at stemme om formandens skæbne i Repræsentanternes Hus - i 1910 og 2015.
Kun i første tilfælde endte det rent faktisk med en afstemning. Den overlevede den daværende republikanske formand, Joseph Cannon.
McCarthy overtog posten som formand for Repræsentanternes Hus fra demokratiske Nancy Pelosi i januar 2023.
ritzau
fortsæt med at læse




























