Flere og flere af topfolkene i det amerikanske erhvervsliv viser støtte til den tidligere guvernør i South Carolina Nikki Haley, der forsøger at blive Republikanernes præsidentkandidat.
Forretningsfolkene ser ifølge Reuters Haley som mere stabil end tidligere præsident Donald Trump, der lige nu fører klart i forhold til at blive den republikanske præsidentkandidat.
Haley anses også som mere fordelagtig for erhvervslivet end den siddende præsident, demokraten Joe Biden.
»Selv hvis du er en meget liberal demokrat, så tilskynder jeg dig: Hjælp også Nikki Haley. Få et valg på den republikanske side, der kan være bedre end Trump«, siger Jamie Dimon, der er topchef i banken JPMorgan Chase.
Hans position gør, at mange ser ham som en af de mest magtfulde topchefer i USA.
I løbet af den seneste måned har et voksende antal entreprenører og ledere i erhvervslivet stillet sig bag Haley, der var Trumps ambassadør i FN.
De har talt for hende, spyttet penge i hendes kampagnekasse eller sagt, at de overvejer at gøre det.
Blandt dem er Charles Koch, en af de største donorer i amerikansk politik, og investormilliardæren Stanley Druckenmiller.
ritzau
fortsæt med at læse




























