Det har udløst kritik, at USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, var indlagt i flere dage efter nytår, uden at hans nærmeste kolleger og hans øverste chef, præsident Joe Biden, kendte til det. Hidtil har ministerens sygdomsforløb været mørkelagt, men tirsdag er det kommet frem, at Austin er blevet behandlet for prostatakræft.
Det er militærhospitalet Walter Reed, hvor forsvarsministeren er indlagt, som i en udtalelse fortæller, at han er blevet behandlet for kræft. Ingen i Det Hvide Hus – heller ikke Joe Biden – har kendt til Austins kræftdiagnose før tirsdag, oplyser Det Hvide hus tirsdag aften dansk tid.
Kræftbehandlingen fandt sted i december. Efterfølgende fik Austin en urinvejsinfektion, som krævede, at han blev indlagt 1. januar.
»Hans infektion er behandlet. Han gør fortsat fremskridt, og vi forventer, at han kommer sig helt, selv om det kan blive en langsommelig proces. I løbet af sin indlæggelse har minister Austin ikke på noget tidspunkt mistet bevidstheden, og han har ikke været i fuld narkose«, skriver hospitalet i udtalelsen, som er offentliggjort af Forsvarsministeriet.
Mandag oplyste det amerikanske forsvarsministerium, at Lloyd Austin havde været indlagt på en intensivafdeling, men at han netop var blevet overflyttet til en almindelig sengeafdeling og var i bedring. Samtidig fremgik det, at han har tænkt sig at fortsætte på sin post.
Som forsvarsminister står Lloyd Austin umiddelbart efter præsident Biden i toppen af det amerikanske militærs kommandovej. Indlæggelsen finder sted på et kritisk tidspunkt, hvor USA og det amerikanske forsvarsministerium er stærkt optaget af krigene i Gaza og Ukraine.
ritzau
fortsæt med at læse


























