Ny budgetaftale, der torsdag har fået grønt lys i Kongressen, skal sikre finansiering frem til 1. marts.

USA undgår nedlukning med ny midlertidig budgetaftale

Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Repræsentanternes Hus i USA har sent torsdag aften dansk tid stemt for en ny midlertidig budgetaftale, der skal forhindre en nedlukning af dele af den offentlige sektor, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har aftalen fået grønt lys i begge Kongressens kamre, efter Senatet ved en afstemning torsdag også godkendte lovforslaget. Aftalen skal sikre finansiering af den føderale regering frem til 1. marts.

Begge kamre havde fremskyndet deres afstemning til torsdag på grund af udsigt til snestorm fredag. Det skabte bekymring for, at lovgiverne ikke ville kunne rejse hjem, efter de havde afgivet deres stemmer.

I Repræsentanternes Hus blev lovforslaget vedtaget med 314 stemmer for og 108 imod. 106 af nej-stemmerne kom fra republikanere, mens 2 var demokrater. Da forslaget tidligere på dagen var i Senatet, stemte 77 for og 18 imod. Alle nejstemmer kom her fra republikanske senatorer.

»Vi har gode nyheder for USA: Der kommer ikke til at ske en nedlukning på fredag«, sagde Chuck Schumer, der leder Demokraterne i Senatet, efterfølgende.

»Fordi begge sider har samarbejdet, forbliver centraladministrationen åben. Vi undgår en unødvendig katastrofe«, lød det.

Den nuværende finansieringsaftale stod til at udløbe fredag ved midnat amerikansk tid. Var der ikke blevet vedtaget en ny, ville det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor. En række aktiviteter som finanstilsyn og forskning ville desuden blive påvirket. Nationalparker ville også lukke.

Den midlertidige løsning kom på banen, efter at forhandlingerne om et helårsbudget gik i stå. Der er også tidligere blevet vedtaget midlertidige budgetaftaler.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her