Nikki Haley har natten til mandag dansk tid vundet sit første primærvalg i hovedstaden Washington, D.C.

Nikki Haley skriver historie med første sejr i primærvalg

Foto: Scott Eisen/Ritzau Scanpix
Foto: Scott Eisen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nikki Haley vinder det republikanske primærvalg i Washington, D.C., melder analyseinstituttet Edison Research ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er Haleys første sejr i afstemningerne om, hvem der skal være Republikanernes præsidentkandidat ved valget i USA i november. Hun har ifølge instituttet fået 62,9 procent af stemmerne i Washington D.C., mens modkandidaten Donald Trump har fået 33,2 procent. Det er samtidig første gang, en kvinde har vundet et republikansk primærvalg, lyder det fra Nikki Haleys kampagne ifølge The Washington Post.

Med sejren følger 19 delegerede. Det er de delegerede, der i sidste ende på republikanernes konvent skal pege på, hvem partiet ønsker som præsidentkandidat. Republikanerne kårer formelt vinderen af partiets primærvalg ved et stort partikonvent i juli.

Kan blive Haleys eneste sejr

Trods resultatet fra nattens primærvalg er der dog meget små chancer for, at Haley skulle lykkes med at blive partiets kandidat til præsidentvalget, skriver Reuters. Ekspræsidenten Trump fører nemlig stort over Haley. Han har indtil videre vundet otte republikanske primærvalg og caucusvalg i henholdsvis Michigan, Missouri, Idaho, Iowa, New Hampshire, Nevada, De Amerikanske Jomfruøer samt i Nikki Haleys hjemstat, South Carolina, hvor hun tidligere har været guvernør.

Ifølge CNN er det ikke en stor overraskelse, at Haley trækker sin første sejr hjem i netop Washington, D.C. Mange i hovedstaden mener, at hun er den mest egnede repræsentant, skriver mediet, der også påpeger, at det kan blive det eneste primærvalg, der ikke resulterer i et nederlag til Haley.

Primærvalget i Washington, D.C., afholdes få dage inden den såkaldte Super Tuesday 5. marts. Her holder 15 af USA’s delstater – blandt dem Californien og Texas – primærvalg. I alt er der denne dag 874 delegerede på spil. Det svarer til 36 procent af de delegerede i alt.

Nikki Haley eller Donald Trump skal bruge 1.215 delegerede for at vinde partiets nominering. I øjeblikket har Donald Trump 244 delegerede, mens Nikki Haley har 43 delegerede.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her