Den republikanske ekspræsident Donald Trump udfordrer i et opslag på Truth Social, Trumps eget sociale medie, den siddende amerikanske præsident, demokratiske Joe Biden, til at stille op til debat, skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Det er vigtigt for vores lands skyld, at Joe Biden og jeg debatterer emnerne, der er så afgørende for Amerika og amerikanerne. Derfor opfordrer jeg til debat når som helst og hvor som helst«, skriver han blandt andet.
Opfordringen kommer i kølvandet på Super Tuesday, hvor amerikanske vælgere i en række delstater stemte om, hvem der skal være henholdsvis republikansk og demokratisk præsidentkandidat ved valget i november. Med knusende sejre til både Trump og Biden står det klart, at det bliver de to, valget står imellem, efter at Trumps eneste tilbageværende konkurrent, Nikki Haley, trak sit kandidatur. Det samme gjorde demokraten Dean Phillips.
Der resterer 30 primærvalg for Donald Trump. I nogle delstater vil valgene afvikles som et såkaldt caucus.
Den kontroversielle ekspræsident står over for fire straffesager, men nyder alligevel stadig stor opbakning, særligt fra arbejderklassen og hvide vælgere.
Det har været et par gode dage for Trump. Mandag afgjorde højesteret i USA, at delstater ikke kan fjerne Trump fra stemmesedlen på grund af hans rolle i stormen på Kongressen 6. januar 2021. Vejen er dermed banet for, at Trump til november kan få revanche mod Joe Biden, der vandt over Trump i 2020.
Torsdag aften holder præsidenten sin årlige State of the Union-tale i Kongressen. Biden har ikke reageret på Trumps udfordring.
Ritzau
fortsæt med at læse




























