Betjente går ifølge The New York Times ind på Columbia University for at opløse propalæstinensiske protester.

Omkring 300 blev anholdt: Hundredvis af betjente opløste universitetsprotester i New York

Foto: Alex Kent/Ritzau Scanpix
Foto: Alex Kent/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret onsdag klokken 18.00

Hundredvis af kampklædte politibetjente gik natten til onsdag dansk tid ind på det amerikanske universitet Columbia Universitys område i New York for at opløse de propalæstinensiske demonstrationer, som de seneste uger har fundet sted på universitetets campus, skriver den amerikanske avis The New York Times.

Omkring 300 personer blev anholdt under aktionen, oplyser New Yorks borgmester, Eric Adams, onsdag eftermiddag dansk tid på et pressemøde. Borgmesteren siger, at anholdelserne ikke handler om at undertrykke retten til at ytre sig. Men han beskylder »agitatorer udefra« til at få protesterne til at løbe af sporet.

»Det blev ledet af personer, som ikke har noget med universitetet at gøre«, siger han.

Nogle af betjentene lyste med lommelygter ind i de telte, som er sat op på området, mens andre betjente formede en kæde for at indkredse området. Politiet fjernede tilmed demonstranter og journalister fra området omkring universitetsbygningen Hamilton Hall, som siden tidligere på dagen tirsdag amerikansk tid har været besat af demonstranter.

En sort politibil blev parkeret foran Hamilton Hall på Amsterdam Avenue og West 116th Street. Herfra rejste politiet en bro, så det kunne tilgå et vindue på anden sal af den besatte bygning. Politiet trængte kort tid efter ind i den besatte bygning gennem vinduet.

Omkring klokken 21.40 lokal tid begyndte politiet at bære demonstranter ud af Hamilton Hall. Demonstranterne blev efterfølgende sat på busser.

Ledelse har bedt politiet om at blive på campus

Kort tid efter at politiet gik ind på universitetets område, udgav Columbia University en erklæring, hvori der står, at universitetet »beklager at måtte meddele, at demonstranterne med deres handlinger har valgt at eskalere situationen«.

»Efter at universitetet kunne konstatere, at Hamilton Hall over natten er blevet besat, vandaliseret og blokeret, havde vi ikke noget valg«, lød det:

»Vi vil ikke risikere fællesskabets sikkerhed eller en potentiel eskalering«.

Det fremgik af erklæringen, at universitetets ledelse i løbet af natten holdt et møde med sikkerhedseksperter og politiet for at finde ud af, hvad der er »den bedste måde at beskytte vores studerende og hele fællesskabet på Columbia«:

»Vi tog i morges beslutningen om, at det her er en opgave for politiet og at N.Y.P.D (New Yorks politi, red.) var de bedste til at udføre en passende respons«.

Universitetets rektor, Minouche Shafik, har bedt politiet om at blive på Columbia University indtil 17. maj for at »opretholde orden og sørge for at teltlejrene ikke genetableres«.

Politiaktionen fandt sted næsten to uger, efter at politiet anholdt mere end 100 demonstranter, som havde rejst telte på Columbia Universitys campus. Siden da er teltlejren vokset sig endnu større, end den var før den første politiaktion.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her