Etableringen af brintrøret til Tyskland udskydes med flere år, så første fase er klar i 2031 og sidste i 2033.

Minister må »bide i bordkanten« og udskyde stort grønt projekt

Klimaminister Lars Aagaard (M) ærgrer sig over, at etableringen af brintrør til Tyskland må udskydes tre år fra 2028 til 2031. Foto: Jens Dresling
Klimaminister Lars Aagaard (M) ærgrer sig over, at etableringen af brintrør til Tyskland må udskydes tre år fra 2028 til 2031. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Etableringen af det danske brintrør til Tyskland, der skal udvikle produktionen af grøn energi, udskydes fra 2028 til 2031, siger klimaminister Lars Aagaard (M) til Ritzau.

»Nogle gange må man bide i bordkanten og tage virkeligheden til efterretning«, siger han.

Brintrøret skal sikre, at dansk produktion af brint gennem Power to X-processer kan afsættes til det store tyske marked. Her skal fabrikker og transportsektoren kunne bruge det til at omstille deres fossile processer.

Oprindeligt planlagde regeringen, at brintrøret skulle ligge klar i jorden i 2028, så produktion og salg af den grønne energikilde kan omstille skibsfart, flytrafik og eksempelvis stålproduktion.

Det statsligt ejede Energinet har nu afsluttet indledende undersøgelser. De viser, at projektet vil tage flere år end planlagt, blandt andet på grund af omfattende miljø- og sikkerhedsundersøgelser. Projektet skal opføres i tre faser, hvor den sidste fase vil blive etableret endnu senere.

Strækningen fra den tyske grænse til Esbjerg ventes nu at stå klar i 2031. Fra Esbjerg til Holstebro i Vestjylland kan røret tages i brug i 2032, og ved endedestinationen i Lille Torup i Nordjylland er røret fuldendt i 2033.

Vindbranche og investorer er bekymrede

Både vindbranchen og investorer er bekymrede for udskydelsen af det danske brintrør til Tyskland. Det kan forringe forretningsmodellerne i de kommende havvindmølleudbud, og det kan sætte Danmark bagud i ræset om den nye energikilde, siger Green Power Denmark, Dansk Industri og Forsikring & Pension.

»Hvis vi først har et brintrør i 2031, kommer vi ikke med på udviklingen i Europa. Så vil de store tyske industrivirksomheder indgå leveringsaftaler med producenter af brint i andre lande«, siger Jan Hylleberg, vicedirektør i Green Power Denmark, i en skriftlig kommentar.

»Det kan få negative konsekvenser for Danmark mange år frem«, tilføjer han.

Hos Forsikring & Pension ser man, at produktionen og transporten af brint har en direkte sammenhæng med opsætningen af vindenergi. Pensionsselskaber undersøger, om de skal byde ind på de kommende udbud til at etablere havvind for adskillige gigawatt.

Mens markedet i forvejen er presset, kan forsinkelsen af brintrøret gøre ondt værre. For forretningsmodellen for de nye havvindmølleparker afhænger i høj grad af, om den megen nye grønne strøm kan afsættes til produktionen af grøn brint ved Power to X-processer.

»Brintrøret er efter vores overbevisning helt afgørende for, at især vindmøller i Danmark er rentable i fremtiden for mulige investorer som eksempelvis pensionsselskaber«, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension, i en skriftlig kommentar.

Selve strategien med at bygge brintrøret til Tyskland er en god og afgørende plan, understreger han:

»Men jeg kan godt frygte ved en udskydelse, at det kan forværre Danmarks mulighed for at tiltrække investeringer fra udlandet«.

Minister: Teknik, ikke politik, står bag forsinkelsen

Hos Dansk Industri er man også begejstret for selve brintrøret, og der lægges vægt på det positive i, at projektet nu kan skride videre. Men forsinkelsen bemærkes også her.

»Det er brandærgerligt og malurt i bægeret med forsinkelsen af projektet, der skubber til usikkerheden blandt de kommercielle aktører«, siger vicedirektør Troels Ranis i en skriftlig kommentar:

»Derfor er det bydende nødvendigt, at regeringen og myndighederne nu gør alt, der står i deres magt for at få nedbrudt de barrierer, der står i vejen for så tidlig idriftsættelse af røret som muligt«.

Klimaminister Lars Aagaard er ærgerlig over forsinkelsen og understreger, at den er teknisk og ikke politisk. Han påpeger, at det er et helt nyt projekt.

»Vi er ved at lave noget, som ikke findes i dag. Vi har ikke en brintindustri. Vi har ikke en afsætning af brint til Tyskland. Vi har ikke i dag kunder til grøn brint. Vi har ikke den vindenergi, der skal bruges til at producere alt den grønne brint, siger han om udfordringerne«, siger han og tilføjer:

»Så det er et meget kompliceret projekt, hvor der er mange elementer, der er gensidigt afhængige af hinanden«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her