Det er et mærkeligt syn selv på et klimatopmøde, der tiltrækker aktivister og forhandlere fra hele verden: en 70-årig mand, der går rundt med en husvild skulptur på en sækkevogn. En skulptur, der er både omstridt og provokerende. Og som handler om alt det, topmødet handler om.
Folk vender sig rundt, stirrer, peger. Når skulpturen indimellem gør holdt, stopper folk op og tager billeder. Eller bøjer sig frem og læser følgeteksten om den velpolstrede nøgne dame, der symboliserer Justitia, og som vil gøre alt for at skabe retfærdighed – bortset fra at gå ned fra ryggen af den magre mand, der bærer hende.


























