Det er ikke så mærkeligt, at plastik er blevet et af den moderne verdens vidundere: Det er holdbart, svært at nedbryde, billigt at producere, let, og så kan det strækkes og bøjes i alskens former.
Men menneskets hidtil umættelige sult efter plastik belaster vores planet: Affaldet flyder, nogle steder i naturen og stort set overalt i verdenshavene, mange plasttyper indeholder skadelig kemi, og i takt med at forbruget stiger, bliver plastik et stadig større problem for klimaet. Vi bruger fossil olie til at producere plastik, og det udleder tre gange så meget drivhusgas som alle verdens flybrændstoffer.




























