EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, er positiv, efter at klimakonferencen COP18 i Doha er blevet afsluttet med en aftale.
»Det er et beskedent skridt frem, men det er et væsentligt skridt. Hvis vi ikke var kommet videre nu, så ville jeg have været alvorligt bekymret for processen fremadrettet. Sagen er, at det er nemt at se problemerne i den nuværende aftale, men det er sværere at sige, hvad der var sket, hvis vi var gået fra hinanden uden at blive enige«, siger Connie Hedegaard.




























