Der er som bekendt et yndigt land. Men hvis de brede bøge i gamle Danmark skal bestå, kan det blive nødvendigt at tilføre gener udefra. Det er konklusionen fra danske forskere, efter at de har revurderet truslerne fra klimaændringer og globaliseringens øgede udbredelse af skovsygdomme.
LÆS OGSÅ Aggressiv træsygdom kan koste samfundet flere hundrede millioner kroner
Derfor har Københavns Universitet nu indledt et samarbejde med iranske træforskere, der blandt andet skal undersøge muligheden for at krydse den danske bøg med mere robuste bøge fra området ved Det Kaspiske Hav.
»Det er vel at foretrække at have en tilpasningsdygtig og sund bøgeskov med iranske gener, hvis alternativet er helt at miste den danske bøgeskov«, siger Palle Madsen, seniorforsker på universitetets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og tovholder på projektet.
Træsygdomme i fremgang
Bøgen er vores næstmest udbredte træart efter rødgran. Den har været regnet som nationaltræ, stort set siden Oehlenschläger skrev, at den spejler sin top i bølgen blå.
Men nationaltræet er som mange andre arter truet af, at træsygdomme bevæger sig rundt på kloden hurtigere end nogensinde før. Elmesyge, svampesygdommen askens toptørrer og andre plager har gjort store indhug i de danske skove.





























