1. Esbjerg lugter ikke af fisk
Man sagde engang, at Esbjerg lugtede af fisk – og at de lokale syntes, der lugtede af penge. Der lugter stadig af penge – men i dag er lugten lig med vindmøller, naturgas og olie. For Esbjerg er Nordsøens førende havn, når det gælder udskibning af havvindmøller. Op mod 80 procent af alle de havvindmøller, der står i Nordsøen, er udskibet gennem byen. Dertil kommer en masse landmøller til eksport. Og så er Esbjerg hovedhavn for hele den danske offshore sektor. Tilsammen har vind, olie og naturgas skabt 10.000 jobs i byen.



























